Hvad er dobbelte søgeresultater?
Dagens emne er dobbelte søgeresultater hos Google (udtrykket brugt i mangel af et dansk standardudtryk. På engelsk hedder de “indented listings”). Hvis du ikke allerede kender konceptet, kaldes det dobbelte søgeresultater, når man får to forskellige sider fra samme webside vist på den samme side i en given Google-søgning og det andet resultat bliver skubbet en smule ind.
På billedet nedenfor er vist et eksempel, hvor bloggen her har en indented listing ved søgningen “Meta description Google” (godt nok kun ved søgning på danske sider, men det her er for eksemplets skyld).
Hvordan får man dem?
En hjemmeside opnår dobbelte søgeresultater, hvis der findes to eller flere sider som i sig selv kvalificerer sig til at blive vist på den valgte søgning. Disse to resultater bliver så samlet, med resultat to som et indrykket resultat hæftet på resultat et. Det betyder, at man på en normal søgning skal have to forskellige sider, som hver især er gode nok til at havne i top-10 på en søgning.
Hvis man vil have dobbelte søgeresultater, skal man altså have to sider, som er optimeret mod samme søgeudtryk, samtidig med, at man skal have noget generelt autoritet i domænet, og nogle fornuftige links (interne som eksterne).
(Faktisk kan man nu få tredobbelte resultater, hvis man har tre sider på domænet med meget høj relevans for søgeudtrykket. Men det er som regel kun på områder med lav konkurrence, at tre-dobbelte indents bliver set).
Hvad kan man bruge dem til?
Så langt, så godt. Dobbelte resultater er i sig selv et hit og giver stærkt øgede besøgstal på søgeordene (især hvis man har dem som resultat nummer 1 og 2). De er afgjort værd at forfølge, hvis man kan. Det er der ikke noget nyt i. Og selve den taktik vil jeg ikke bruge yderligere energi på. Det er rigeligt dækket hos andre i forvejen.