Bekræftet af Google: Meta description bruges ikke til ranking

Tidligere har jeg her på siden lagt spalteplads til en test fra Jan Kaczmarek, som påviste, at der ingen ranking-effekt var af keywords i description tag.

I debatten til indlægget (og mange andre steder) har folk foreslået, om der måske alligevel var en form for ranking effekt af descriptions – f.eks. i kombination med andre faktorer.

Heldigvis har jeg ikke nået at arbejde videre med at teste på de tanker, for nu har Google selv stoppet behovet for den slags tests.

Google har nemlig selv taget emnet op og bekræftet, at meta description tags ikke bruges til ranking. Læs selv her på den officielle Google webmaster blog. (og det er sætningen “Even though we sometimes use the description meta tag for the snippets we show, we still don’t use the description meta tag in our ranking.”, der er den relevante her, selvom blogindlægget mest handler om, at Google heller ikke bruger keyword tagget til ranking).

Hvorfor ranker nyt indhold så godt i Google?

Ny website til tops i Google

Hvis du har prøvet at lancere websites, har du sikkert på et tidspunkt stødt på følgende fænomen: Websitet lanceres, der smides nogle links til det og vupti, ryger det til tops på selv relativt konkurrenceprægede søgeord i Google. De besøgende vælter ind, champagnepropperne ryger af og du overvejer, hvor svært det der SEO kan være.

Nogle dage senere vågner du så af champagnerusen og konstaterer, at ingen besøger din side mere andet på helt obskure søgeord. Din sider er røget fra side 1 til 10 på alle de sjove søgeord, og festen er slut.

Hvad skete der?

Hos nogle urutinerede webmasters sætter panikken ind, og teorier om alt lige fra Google-straf til snak om sandbox dukker op. Men forklaringen er mindre dramatisk.

Læs videre “Hvorfor ranker nyt indhold så godt i Google?”

SEO-test: Meta description har ingen ranking-effekt hos Google

Tidligere har jeg her på bloggen og andetsteds udtrykt åbenhed overfor brugerønsker om SEO-tests. Samtidig har jeg også været åben overfor gæstebloggere.

Den bold har Jan Kaczmarek samlet op og leveret sin helt egen lille SEO-test af effekten af meta descriptions hos Google. Uden yderligere fyld fra min side overlader jeg for en stund bloggen til Jan:

Meta descriptions og SEO-værdi

Som gammel blogger og ivrig SEO’er, har jeg sammenlagt brugt mange timer på at optimere titles og meta descriptions, inden jeg har udgivet blog-indlæg. Med tiden er jeg blevet bedre og hurtigere, og nu tager det ikke meget mere end et minut, hvis jeg skal have strikket en optimeret samt fængende title og meta description sammen. Gode titles er meget vigtige – det behøver vi vist ikke at komme ind på – men jeg har altid gået i den tro, at en god meta description også har en vis effekt på rankings. Bare en lille smule!

Læs videre “SEO-test: Meta description har ingen ranking-effekt hos Google”

Nyeste Google-ændringer og deres konsekvenser

Jeg har tidligere skrevet om, at Google konstant eksperimenterer og justerer på sit interface. Det sker også for tiden, og indenfor den seneste måneds tid eller halvanden, er der blevet introduceret en lang række nye features.

Her er min hurtige gennemgang af disse ændringer, og hvordan de påvirker dig (og måske dit SEO-arbejde). Læs videre “Nyeste Google-ændringer og deres konsekvenser”

Google er altdominerende i Danmark

Når det gælder søgemaskiner, har jeg tidligere slået fast, at Google leverer i særklasse de bedste søgeresultater på danske søgninger. Det har også længe været etableret viden, at Google har en markedsandel på 9x procent af søgninger i Danmark.

Men der har manglet lidt konkret data i en størrelsesorden, hvor det kunne siges at være håndfaste data. Det er der nu rettet op på.

Søren Sprogø, der skriver om nethandel på bloggen Afdeling18 har kastet sig ud i en større undersøgelse. Han har fået adgang til søgedata fra en lang række danske webshops, og har på baggrund af 2,5 mio. besøg fordelt over et halvt år konkluderet, at Google er altdominerende på søgemaskinemarkedet i Danmark. Markedsandel på 96 procent.

Hop straks herover og læs undersøgelsen, der også viser, at Yahoo absolut ingen rolle spiller i DK: Søgemaskineandele i Danmark. Tak til Søren for at levere en glimrende undersøgelse.

Google Translate – nu med søgninger

Her til aften har jeg netop konstateret endnu en nyudvikling hos Google.

Jeg søgte på nogle sætninger og blev i bunden af den første side søgeresultater mødt af muligheden for at “Se oversatte engelske resultater for”. Altså, hvis man ikke var tilfreds med den danske top-10 kunne man klikke videre til oversatte engelske resultater.

Nysgerrig er jeg jo, så jeg klikkede fluks videre og konstaterede, at det er blevet sat et pænt lille søgeinterface op i Google Translate, hvor man kan indtaste søgeord på sit eget sprog, få dem oversat til et af de sprog, der dækkes af Translate og få vist søgeresultaterne for denne oversættelse på det valgte fremmedsprog. Som kronen på værket bliver top-10 resultaterne også oversat tilbage til dansk, så man har mulighed for at læse dem.

Se selv, hvordan søgningen på “franske vine” så ud, da jeg klikkede videre.

Meget fikst. Om det er brugbart, ved jeg ikke helt endnu, men i hvert fald meget interessant.

Sitelinks og stavefejl

Googles veje er nogle gange uransagelige. Eller i hvert fald lidt sjove. Jeg googlede navnet på Mikkel deMibs nye tjeneste SEOsupporten den anden dag. Og uanset om jeg prøvede SEOsupport eller SEOsupporten, mente Google, at det var en stavefejl og foreslog hhv. support og sporten. (og viste fint de øverste søgninger på den formodede rigtige søgning, som de gør ved mange stavefejl).

Men det forhindrede altså ikke Google i samtidig at give sitelinks til siden på ordet SEOsupport.

Så i Googles øjne er SEOsupport en stavefejl, men til gengæld har deMib så en side med stor autoritet indenfor den stavefejl. :o)

Google og geografien

Det er ikke mange dage siden, at jeg skrev et indlæg om store Google-ændringer i 2008. Her sluttede jeg med at sige noget om, at 2009 sikkert også ville bringe ændringer.

Og i dag stødte jeg så på en ændring, som jeg endnu ikke havde set på dansk. En søgning på “massage” bragte en lille boks frem under det normale søgefelt. Over boksen stod teksten: “Søger du efter lokale resultater for massage?”. Der er mulighed for at indtaste by og Google tilbyder at huske stedet. Det betyder, at efterfølgende søgninger vil tage højde for, at man søger fra Nr. Snede og tilpasse resultaterne derefter.

I hvert fald i teorien.

I praksis prøvede jeg at taste et par forskellige bynavne ind ved søgningen. Den eneste konsekvens var, at der kom en Google map-box øverst. De organiske resultater nedenfor var helt uændret. Selv da jeg skrev bynavn Vordingborg, som indgår i description-teksten på resultat nr. 10, forblev det på 10. pladsen.

Man bliver altså ikke reelt ført over til et nyt søgeresultat endnu. Det må ellers være Googles ambitioner på sigt.

Google ændrede spillebanen for SEO i 2008

Google fortæller gerne vidt og bredt om de mange ændringer af de bagvedliggende algoritmer, som bestemmer placeringen af hjemmesider i SERPS. (Tal som over 400 årlige ændringer er blevet nævnt).

Men det er ikke kun bag kulisserne, der sker ændringer. Også i selve resultaterne er der sket ting og sager i 2008. Ikke, at det er noget revolutionerende, for søgemaskiner skal udvikle sig ganske som alle andre virksomheder. Men ændringerne har alligevel været store nok til, at spillebanen for SEO blev ændret en smule.

Læs videre “Google ændrede spillebanen for SEO i 2008”

Google Suggest er kommet til Danmark

Med let forsinkelse i forhold til google.com, er Google Suggest nu også blevet udrullet til Danmark. Når man på google.dk begynder at skrive et ord, kommer Google nu med forslag til, hvad det er, jeg vil søge efter. Resultaterne er efter sigende baseret på faktiske søgninger, selvom der i hvert fald med de danske søgninger er en smule rust i maskineriet til at begynde med.

En indtastning af “søgemaskineoptimering”, gav i første omgang forslagene “søgemaskineoptimering København” eller “søgemaskineoptimering seo”. Sidstnævnte er nu efter lidt tid forsvundet, så der kun kommer Københavner-version frem som ekstra forslag, når man har tastet hele ordet søgemaskineoptimering.

Hvad betyder Google Suggest så for SEO og online markedsføring? Jeg har endnu ikke læst nogle analyser af effekten fra .com-versionen, men et oplagt bud er, at der i et vist omfang vil ske flere søgninger på de udtryk, som optræder på listen. I SEO-henseende vil det betyde, at det fremover vil være oplagt at skele lidt til Google Suggest-forslagene, når man vælger nøgleord til sin optimering.