Jeg har tidligere skrevet om, at Google konstant eksperimenterer og justerer på sit interface. Det sker også for tiden, og indenfor den seneste måneds tid eller halvanden, er der blevet introduceret en lang række nye features.

Her er min hurtige gennemgang af disse ændringer, og hvordan de påvirker dig (og måske dit SEO-arbejde).

One-line sitelinks

Indtil for nylig var sitelinks en klump ekstra links, som blev placeret direkte nedenunder det første søgeresultat, hvis det blev vurderet af Googles algoritmer til at være det meste relevante resultat på en søgning.

Så simpelt er det ikke længere. Foruden de normale sitelinks er der blevet introduceret one-line sitelinks, som ikke kun kan tildeles nummer et på en søgning. Hvis man f.eks. søger på ordet “kondomer” på Google, vil man pt. se, at gummihat.dk har de normale sitelinks, mens Kondomaten har en lille række ekstra links under sin description-tekst. Det er one-line sitelinks. I Kondomatens tilfælde er det de to øverste kategorier i deres menustruktur samt deres blog, der er blevet udvalgt til sitelinks.

Hvordan påvirker det så dig og mig? Umiddelbart er der ikke nogen grund til at gøre noget anderledes. Men hvis du er i en situation, hvor en stærk konkurrent har sitelinks på nogle relevante søgeord, kan du måske være heldig med tiden at få tildelt one-line sitelinks. Så mangler vi bare at høre nogle erfaringer om, hvorvidt det giver nogle ekstra besøgende med de ekstra links.

Udvidede snippets

Googles næste tiltag er, at de i nogle situationer udvider snippet-teksten, så den søgende på forhånd kan få et bedre indtryk af siden.

Hvis jeg f.eks. søger på den lange søgning “hvordan kan jeg uploade billeder til wordpress hostet på surftown“, viser de første resultater hele fire linier i deres snippets for at vise mig så mange af mine søgeord som muligt.

Hvad er så konsekvensen? Umiddelbart ikke det store. Det kan måske være et skridt i retning af at vise flere Google-valgte snippets frem for brugerens meta descriptions, men jeg tvivler på at descriptions vil blive devalueret. Så længe man i sin description benytter søgerens primære søgeord, vil description-teksten formentlig også i fremtiden være førstevalg.

Google maps på mange flere søgninger

På langt, langt flere generiske søgninger, bliver der nu indsat et Google map, der viser de nærmeste resultater for søgeordet. Hvis man f.eks. taster restaurant, pizza, mekaniker, cykel og en lang række andre udtryk, får man nu Google maps resultater med – også selvom man ikke har brugt nogle geografiske udtryk.

Konsekvens: Google maps bliver vigtigere. Og har du en virksomhed, skal du sørge for at få den tilmeldt Google maps, så du ikke risikere at miste eksponering til konkurrenterne. Opdager du, at du allerede er med på Google maps uden at have gjort noget aktivt, så sørg for at tage ejerskab over din tilmelding.

SearchWiki

Hvis man søger på Google i indlogget tilstand, får man nu mudret sine søgeresultater til af nogle pil-op og fjern-ikoner, foruden muligheden for at kommentere på søgeresultater. Trykker man på knapperne kan man så hhv. sende resultater til tops eller fjerne dem fra fremtidige resultater på den valgte søgning – men kun for de resultater, som man selv ser, når man er logget ind.

Indtil videre spiller SearchWiki ingen rolle i Googles rangering af resultater, men det kan ikke udelukkes, at det med tiden kan gå hen og blive endnu en i samlingen af Googles mange faktorer. Men jeg vil dog endnu ikke anbefale nogen at bruge en masse tid på at klikke konkurrenterne væk i søgeresultaterne og sig selv til tops. Den tid kan bruges meget bedre andetsteds.

(Kilder: Google skriver selv i sin annoncering af SearchWiki på engelsk i november 2008, at “The changes you make only affect your own searches”. Og i et interview på Searchengineland, udtaler en Google-repræsentant, at man ikke vil udelukke, at bruge disse data til ranking i fremtiden.)

Google profiles

Google har indført Google profiles, som er en lille personlig Google-hostet landing page. Hidtil har jeg endnu ikke set nogen større resultater af Google profiles på dansk, men har læst om, at de kan være en genvej til gode placeringer på engelsksprogede søgninger.

Konsekvensen må være, at det ikke kan skade at bruge fem minutter på at sikre sig en Google Profile i eget navn. Virker de efter hensigten kan de også være nyttige i reputation management-sammenhænge.

Her er så min egen Google Profile, som jeg kun har brugt to minutter på for at få testet oprettelsen af profiler.

Google kan ikke tælle til ti

Og så til sidst har Google mistet evnen til at tælle til ti. Det er nu ikke længere sikkert, at der altid bliver vist ti traditionelle søgeresultater på søgninger med billedresultater og/eller videoresultater.

Test selv ved at søge på f.eks. Steve Harris eller Matt Cutts og se, at Google er meget langt fra de ti normale resultater. Søgningerne bliver (som med den øgede brug af Google maps) i højere og højere grad en blanding af forskellige former for resultater.

Konsekvenserne af denne udvikling er flere. Det bliver f.eks. sværere at komme på side et med normale søgeresultater, hvis man skal i top-8 i stedet for top-10. Den anden side af sagen er, at et øget fokus på billeder og video måske kan være en genvej til side 1.

Det var denne omgangs reflektioner over Googles gøren og laden mht. deres brugerinterface. Jeg vender tilbage til emnet, når de har ændret nok næste gang. Har du observeret flere ændringer for nylig, som jeg ikke har nævnt, så bland dig endelig i debatten i kommentarerne. Og kom så ellers i gang med at få tilmeldt dig Google maps og få oprettet din Google Profile.