Hej og velkommen til den første tema-serie her på bloggen.

Jeg har valgt at døbe temaet Sherlock, selvom navne som Netdetektiv 101, Cloak-and-Dagger uge og Gemmelegs-tema også var i overvejelserne.

Det handler nemlig om at gemme sig, blive set, finde ting eller gemme ting online. En lidt anden vinkel på online synlighed.

Hvorfor Sherlock?

Valget faldt på Sherlock som en hyldest til en af de mest kendte detektiver i litteraturen, Sherlock Holmes, der altid opklarede sine forbrydelser ved at lægge mærke til selv de mindste detaljer og ved at tænke anderledes. Begge dele er gode egenskaber, når man vil lege detektiv på nettet eller gerne vil gemme sig lidt.

I løbet af ugen her vil jeg komme med forskellige indspark til, hvordan man kan finde ting på nettet. Alternativt hvordan man efterlader spor overalt på nettet, og hvad man kan gøre ved det. Jeg har allerede skrevet indlæg om, at hvad man skriver på nettet kan blive fundet i al evighed. I denne uge vil jeg kigge lidt mere på, hvordan man så rent faktisk finder det.

Nå, men man kan vel ikke have et blogindlæg, som udelukkende er en introduktion til andre indlæg. Så her er en lille anekdote om hvordan man kan lege detektiv på nettet, når man bliver nysgerrig:

SEO-sex-retssagen

I går opdagede jeg (via Twitter) en EB-artikel om en online sexshop, der ved retten var blevet dømt for til at betale deres SEO-firma intet mindre end 360.ooo kroner.

Nysgerrigheden greb mig, og jeg måtte prøve at finde ud af, hvem der var tale om. Efter lidt betænkningstid blev jeg enig med mig selv om, at rettens hjemmeside måske kunne give et hint. Ifølge artiklen var afgørelsen faldet ved Vestre Landsret, så ind på deres hjemmeside og kigge lidt rundt. Der var sørme et punkt, som hed retslister og på listerne var navnene kun skjult ved straffelovsovertrædelser og den slags.

Til min undren var der dog ingen sager, som mindede den fra avisomtalen i de retslister, som lå tilgængelige på siden. Altså måtte det være en lidt ældre sag, som havde været lidt tid om at nå avisen. Jeg konstaterede, at der ikke var noget link til ældre retslister. Til gengæld stod ugenummeret som en tydelig del af URL’en, så jeg prøvede at ændre det nummer en uge tilbage. Det gav mig en 404-fejlmeddelelse.  URL-ændringer på datosiderne gav også bare fejl. Landsrettens egen hjemmeside havde vist udspillet sin rolle.

Nå, men fat i den tilpassede URL og over til netdetektivens bedste ven Google. En hurtig søgning på site:URL’en gav ganske rigtigt et resultat. Som jeg havde konstateret, førte linket til en 404-side. Men heldigvis har Google et cache-system, hvor der stadig lå en kopi af siden i. Her kunne jeg dog kun se dato-URL’erne, men en efterfølgende stribe site:-søgninger gav pote. En stribe cachede sider med retslisterne. Og på en af dem fra forrige uge var der sørme en retssag mellem to parter, hvor det ene navn i hvert fald var et firma fra SEO-branchen.

Lidt mere googlen på modpartens firmanavn kastede via bl.a. Krak nogle hjemmeside-adresser af sig, som entydigt placerede firmaet i sexlegetøjsbranchen. Og voila, så var min nysgerrighed stillet, og jeg vidste nu, hvem der var de to involverede parter.

En lille historie, der giver nogle hints til metoder, der kan bruges til at finde informationer på nettet.

Resten af temaet:

Resten af temaet her kommer nok til at byde på færre anekdoter og step-by-step gennemgange af detektivudfoldelser, men til gengæld vil der være indslag om netbrugere, der efterlader spor,  hvordan man finder gemte og glemte ting på nettet og netdetektivens værktøjskasse. For de paranoide vil sølvpapirshatten også blive fundet frem undervejs.

Bemærk, at dette tema ikke handler om industrispionage, hacking eller noget, der blot minder om den slags. Her handler det om at finde informationer, som er blevet lagt tilgængeligt på nettet på et tidspunkt, og midlerne vil alle være helt og aldeles lovlige værktøjer. Temaet kunne også godt hedde online informationssøgning, men det ville få sådan en støvet, bibliotikarkursus-lignende klang.

Så, alt i alt, velkommen til ca. en uges tid med Sherlock-tema her på bloggen.

Indholdsfortegnelse:

Hvem står bag? Hvem er de?

Find det gemte og glemte

“Den paranoides guide til nettet”

Gem det væk!

Netdetektivens værktøjskasse