Ofte provokeres nysgerrigheden på nettet af hjemmesider og nye tjenester med mangelfuld information om, hvem der står bag siden eller tjenesten.

Man sidder og læser om den her nye fikse tjeneste eller falder over en fancy hjemmeside. Og så ender man med at lede forgæves efter kontaktsiden eller undres over, hvorfor bagmændene ikke er beskrevet ordentligt på “om os”-siden. (Note: Det behøver ikke kun at ske på skumle sider. Der er mange, som af forskellige årsager ikke skilter med deres identitet. Årsagerne kan variere lige fra reelt ønske om anonymitet til ren sjusk og glemsomhed).

Andre gang vil man måske i kontakt med folk på ikke-kommercielle hjemmesider for at foreslå dem samarbejde, fortælle dem, at deres side er virusramt eller for at købe hjemmesiden af dem.

Nå, men for at finde svar på den slags spørgsmål om ejerskab og bagmænd, skal man i gang med søgningerne på nettet.

Tjek domæne-registranten

Man kan lægge ud med at prøve at finde identiteten på dem, der ejer domænet. Her kan DK-hostmaster være hjælpsom for DK-domæner og en hjemmeside med Whois-opslag for andre domæner. Eksempelvis Dandomain kan bruges. Skriv domænenavnet i søgefeltet og klik på “Se ejer”.

Hvis folk ikke har noget at skjule, vil de som oftest have reel info i deres Whois. Dog kan nogle på internationale domæner vælge forskellige former for anonymitet for at mindske spammængden. I DK er det ret besværligt at skjule registrator. Det kan kun lade sig gøre for privatpersoner, der har navnebeskyttelse i CPR-registeret og hemmeligt nummer hos teleselskaberne.

Over til Google

Hvis der står nogle registrantinformationer, får man her nogle søgeord mere, som man kan tage med sig over til næste skridt som foregår hos Google. Her kan man lægge ud med at søge på tjenestens navn, domænet, mailadresser og de person- eller firmanavne, som man måtte have fundet på hjemmesiden eller i whois-informationen. Det kan meget vel ske, at bagmændene på andre websites har skrevet eller udtalt noget om denne tjeneste/hjemmeside, som man kan blive klogere af.

Er der et telefonnummer på hjemmesiden eller nogle adresser (eller andetsteds i forbindelse med søgningen) er det oplagt at bruge f.eks. De gule sider/Krak til at slå disse op og se, om der dukker noget brugbar mere information op.

Man kan også gå til cvr.dk og slå et evt. firmanavn op for at se, om det måtte ligge noget brugbar information dér.

Tilbage til Google igen

Hver gang man finder en stump info, der måske kan være brugbar, er det tilbage til Google og slå op igen.

Går man forgæves indtil nu, kan man prøve at tjekke backlinks til hjemmesiden. Et eksisterende firma linker måske til deres nye tjeneste, eller de har brugt de helt samme kilder til linkbuilding til flere sites. Et hurtigt tjek af, hvilke andre hjemmesider, som hostes på samme server kan også give et hint fra tid til anden.

Fører noget af alt dette til forumprofiler eller profiler på sociale medier etc., er det også oplagt at søge på disse brugernavne. Rigtigt mange mennesker bruger det samme brugernavn til alt. Eller i hvert fald navne med meget lille variation over temaet.

Ingen gevinst?

Er alt dette forgæves, kan man søge hjælp fra andre Sherlock’er derude. Spørg på relevante fora eller på Twitter, Facebook eller andre sociale medier, hvis din omgangskreds er tilpas interesseret i, hvad der foregår online. Overraskende ofte vil der sidde nogen derude, som har noget konkret information.

(Journalister og andre professionelt nysgerrige kan naturligvis supplere ovenstående med at ringe på alle telefonnumre, der fremkommer undervejs og skrive til enhver mailadresse, der måtte dukke op. Alternativt besøge de fysiske adresser og kigge ind ad vinduerne.)

Hvornår er jagten slut?

Ja, det svinger jo meget, alt efter årsagen til nysgerrigheden. Er man interesseret efter at finde ud af, hvem der står bag en ny SEO-tjeneste, kan man nok godt stoppe videre søgning, når man har konstateret, at den bliver drevet af en med Arto-profil, hvor domænet er registeret i forældrenes navn. Er det nogle potentielt kommende samarbejdspartnere, man tjekker, stiller man sig måske tilfreds, når man har set deres cv på Linkedin eller læst tidligere artikler fra dem. Og andre gange er man måske bare ude efter et navn, så man kan se, hvem der har sammensat den her MFA-hjemmeside i samme niche, hvor man selv har en hjemmeside eller driver forretning.