Hvis du skal købe søgemaskineoptimering til din hjemmeside, bør du have dit eget ry med i overvejelserne. Især linkbuilding og anden aktiv, ekstern promovering af din side indebærer, at andre på sin vis kommer til at agere på dine vegne. Det faktum bør medføre en vis forsigtighed, før du overlader et sådant ansvar til andre.

Pas på spammerne

Eksempelvis benytter nogle SEO-sælgere/firmaer sig blandt andet af forum- og blogspam til at bygge links til deres kunder. En metode, der kan smitte meget negativt af på kundens ry online. Det ser f.eks. ikke nødvendigvis ret godt ud på dit online cv, hvis der bliver skrevet kluntede og let gennemskuelige forumindlæg, der lovpriser dit firma på et forum, hvor en stor del af dine potentielle kunder færdes. Størstedelen af læserne vil ikke tænke “Den der hjemmeside har vist hyret nogle mindre gode SEO’er”, men nærmere tænke “Nøj, hvor er det irriterende, at de efterlader links til sig selv på vores forum/min blog”.

Skrækeksemplet Orbasoft

Jeg har i et tidligere indlæg nævnt firmaet Orbasofts uheldige erfaringer med at få folk til at spamme for sig. Se f.eks. Google-søgningen på Orbasoft. Eller antallet af indlæg på søgningen Orbasoft spam. Ikke just sådan, du har lyst til at se din virksomhed optræde i Googles søgninger. Det bliver hårdt arbejde for dem, hvis de skal rette op på deres renomme herfra.

Tjek SEO-firmaet

Det er oplagt at tjekke SEO-sælgere, før du indgår en aftale med dem. F.eks. med et simpelt backlink-tjek på deres egen hjemmeside eller nogle af deres referencekunder. Er der elementer i disse links, som du ikke ville bryde dig om at lægge navn til, skal du tænke dig om.

Stil spørgsmål og krav

Bare fordi en SEO-virksomhed bruger kommentarspam eller tilsvarende metoder til at promovere deres egen hjemmeside, er det dog ikke ensbetydende med, at de vil gøre det for din side. Men sørg i hvert fald for at spørge ind til, hvilke metoder, de har tænkt sig at bruge. Et oplagt krav vil være, at de ikke på nogen måde vil bruge kluntede blog kommentarer eller forumindlæg som linkbuilding-metoder.

Det kan blive dyrt bagefter

Der er ingen grund til at bruge penge på en form for søgemaskineoptimering, der bagefter vil medføre endnu større udgifter til reputation management. Sørg for at sikre dig selv så godt som muligt ved at få udarbejdet en fornuftig aftale på forhånd.