Fra tid til anden støder jeg (og mine konkullegaer) på spørgsmål om, hvorvidt man skal vælge enten SEO eller Adwords – eller hvornår man skal stoppe med sine Adwords.

Svaret på spørgsmålet er næsten altid, at det ikke drejer sig om et enten eller, men et både og. Der er nemlig et faktum, som du ikke kan ignorere i forhold til at tiltrække besøgende:

Du KAN ikke nå alle med SEO!

Så er det sagt. Det er simpelthen umuligt at nå alle udelukkende med søgemaskineoptimering og en tilstedeværelse i de organiske søgeresultater. I hvert fald på kommercielle søgninger. Adwords-laget øverst i søgeresultaterne vil tage en ikke uvæsentlig del af de folk, der søger – og mange af dem vil slet ikke nå så langt ned på siden, at de overhovedet ser dit website i de organiske resultater. Google kører en bevidst strategi om, at Adwords gerne må fylde mere, og det lykkes for dem. (Det er ikke så galt på dansk endnu, men Adwords fylder dog allerede noget mere end for et par år siden).

Uden at skulle give kundedata væk, er det ingen hemmelighed, at jeg på visse søgninger har Adwords-annoncer, som tager op til 40% af klikkene. Det efterlader altså højst 60% til de organiske (under forudsætning af, at mine Adwords-konkurrenter slet ingen klik får). Så konklusionen må være klar. Du skal satse på Adwords!

Eller er den? Der gælder nemlig også en anden regel:

Du kan IKKE nå alle med Adwords!

Der findes en gruppe mennesker, der helt konsekvent springer reklamerne over og hopper ned til de organiske resultater, som de opfatter som mere troværdige. Den gruppe kan du bare ikke nå med Adwords-reklamer, uanset hvor gode tekster du skriver.

Hvorfor skriver du dette indlæg, Frank?

Ja, hvorfor skriver jeg pludselig dette indlæg med nogle åbenlyse sandheder fra branchen, bakket op af lidt data. Jo, ser du, jeg har haft den glæde at afprøve nogle brugertests fra Thore og hans team bag brugertest.nu. Og dem brugte jeg på at få nogle brugere til at bruge deres tid i SERPs, så jeg kunne få bare et lille kig ind i deres hoveder. Og der fik jeg både bekræftet en stribe ting, og hentede frisk inspiration.

Erfaringerne fra brugertesten

Og bare på de fem brugertestere fik jeg vist et fint udvalg af forskellige måder at søge på. Empirien på de fem bakkede i den grad ovenstående udsagn op. Den ene bruger kastede sig direkte over Adwords-resultaterne i toppen med ordene “Jeg starter med de fremhævede resultater i gult. De må jo være ekstra relevante”, mens en anden konsekvent i alle sine Google-søgninger scrollede direkte forbi alle former for reklamer og gik i gang med de organiske resultater.

Så hvis det er væsentligt for dig at være eksponeret for så mange som muligt, så kommer du ikke uden om en indsats indenfor både SEO og Adwords. Det siger alle erfaringer, og også min lille brugertest.

Dette var langt fra det eneste, som brugertesten inspirerede til at skrive om. Jeg har fået meget mere ud af at kigge på testvideoer og vil dele det med dig i en miniserie her på bloggen. Der kan komme meget ud af at observere brugertestere i aktion, når man er SEO-nørd.