Er et link nu bare et link?

Når man opbygger sin egen hjemmeside gælder det, at et link ikke bare er et link. Der findes normale “rene” html-tekstlinks, billedelinks, nofollow-links, javascript-links m.m. Linktyper, der kan tjene forskellige formål og have forskellige effekter.

I overvejelser omkring intern linkstruktur har der især siden Googles introduktion af nofollow-attributen været skrevet meget om et koncept, der kaldes “pagerank sculpting”. Altså at man prøver at forme sine links på en måde, så man sender maksimal linkjuice derhen, hvor der er mest brug for det.

Fortalere for brug af nofollow til pagerank sculpting har oftest argumenteret for, at man bør sætte nofollow på alle links til perifære sider på ens site. Oftest er det sider som kontaktinformation, “about”-sider etc, der er blevet anbefalet at nofollowe. Sider, som har sitewide links og sjældent skal rankes for noget som helst. Ideen er, at når links til disse sider har et nofollow på, følger Googlebot ikke linket, og vigtigere endnu i denne sammenhæng flyder der ikke linkjuice via linket. Dermed bliver der mere kraft og saft i de øvrige links på siden.

Det skal siges, at der også har været skeptikere, som af forskellige årsager har talt mod at bruge pagerank sculpting. Eksempelvis Mikkel deMib i kommentarerne på dette blogindlæg hos Yoast. DeMib skriver, at han er tøvende overfor at bruge nofollow på interne links, fordi han ikke er sikker på, hvordan Google vil behandle dem over tid.

Og nu er det så sket. Sket med pagerank sculpting via brug af nofollow links. Google har via Matt Cutts meddelt, at hvis man nofollower links, betyder det ikke, at der bliver mere linkjuice til de andre links. Den linkjuice som ellers ville have flydt gennem de no-followed links vil nu bare gå til spilde. Det kan du læse mere om i denne læseværdige artikel fra Danny Sullivan.

Hos Danny Sullivan kan man også læse, at Google nu også crawler visse former for javascript links. En type links, som ellers aldrig er blevet crawlet tidligere, og derfor b.la. har været brugt til pagerank sculpting eller til betalte links for ikke at støde Googles regler på det område. Men det er så en saga blot nu. Googles teknologi har udviklet sig, og den slags links kan også crawles.

Det korte af lange er, at vi nu i hvert fald i forhold til pagerank sculpting er kommet tættere på, at et link bare er et link. Og at man for at maksimere flowet af linkjuice til bestemte sider er nødt til at arbejde lidt mere med den grundlæggende opbygning af links på hjemmesiden fremfor at skyde genvej med forskellige linktyper.

Personligt er jeg glad for, at jeg aldrig har brugt tid på at rode med nofollow-links og den form for pagerank sculpting, fordi det arbejde lige nu lader til at være spildt. I hvert fald hvis man kigger fremad. Evt. gevinst på et tidligere tidspunkt kan man jo ikke tage væk fra nofollow pagerank sculpting-folket.

Ekstra læsning: For mere om emnet, læs f.eks. Rand Fishkin, som tvivler på, at Matt Cutts’ bemærkninger er blevet helt korrekt fortolket.

12 meninger om “Er et link nu bare et link?”

  1. Dengang mente man, at deMib var syg, fordi han ikke anerkendte PageRank sculpting som en holdbar løsning. I dag mener man, at han er syg, fordi han forudsagde det, der skete over et år senere. 😉

    Ej, jeg synes bestemt at det er på tide, at Google kan finde ud af hvad et link er. Det ser dog ud til, at de har kunne læse location.href i et stykke tid.

  2. Jeg har tidligere eksperimenteret med PageRank Sculpting, men kunne ikke påvise nogen effekt af metoderne.

    Rand er en yderst sympatisk og meget vidende fyr – men han tager ofte helt andre veje, end de fleste gør. Nogle gange har han ret, men som regel går der mere teori end praksis i det. Og dette var endnu et af de tilfælde 😉

  3. Jeg må lige generere lidt duplicate content her og citere en lille stump fra min kommentarpolitik på sofa-bloggen. Det handler om ting, jeg ikke tolerer i kommentarerne
    “Lange indlæg med komplet irrelevante emner. Det kan godt være, at du synes, at jordstråling eller indvandring er det vigtigste emne i verden, men med mindre det passer ind i debatten, bliver det ikke her, du får lov til at skrive en fristil om det.”

    Det samme gælder her på bloggen og også om emner som f.eks. snylterkonceptet AidOnline. (http://www.stop-aidonline.dk/)

  4. Er det ikke sådan med alle den slags SEO-“julelege” i forhold til Google – før eller siden får de stoppet de “smarte” ting, som de ikke ønsker bliver brugt?

    Man må vel bare anerkende, at på lang sigt gælder det om at lave en grundig, grunlæggende SEO. Altså gode title-tags osv., masser af linkbuilding – og ikke mindst godt indhold.

    Alt det andet kan give en fordel i en periode, men på lang sigt bliver det elimineret af Google.

  5. Nofollow er opfundet af søgemaskinerne, og har altid været noget underligt noget (ligesom canonical). Nu er det så åbenbart gået op for selv samme søgemaskiner, at nofollow ikke altid er lige smart. Mon ikke vi om nogle (få) år kigger tilbage på nofollow, som vi i dag kigger tilbage på keywords?

  6. Søren, jeg tror nu ikke at de vil droppe nofollow i almindelighed, da det er helt elementært i forhold til internettets “linklandskab”. Problemet er jo den måde, man har kunne manipulere med den.
    Nofollow blev introduceret med det formål, at man som webmaster kunne vælge ikke at “stemme” på en side, man linker til. Det har jo ikke været søgemaskinernes intention, at man har været i stand til at udnytte nofollow til at give vigtige, interne siders mere juice.

    1. Jeg svarer lige lidt sent her på min egen side. Jeg er helt enig med Martin i, at Google ikke har nogen intentioner om at fjerne nofollow, sådan i almindelighed. Det vil de formentlig holde krampagtigt fast i som et anti-spam værktøj.

      Siden jeg skrev mit indlæg, har Matt Cutts skrevet et indlæg, hvori han afslører, at denne ændring skete for ca. et år siden. Altså sker der ikke nogen revolution i nogen SERPs lige nu.

  7. Page Rank Sculpting kan skam udføres med andet end brug af nofollow 😉

    Mine eksperimenter med nofollow har fundet sted inden for det seneste år – og set i lyset af, at det er et års tid siden, effekten belv taget ud af den ballon, er der ikke noget at sige til, jeg ikke kunne påvise en effekt.

  8. Ja, det fremgik vist ikke klart nok af indlægget. Man kan sagtens dyrke Page Rank Sculpting uden nofollow.
    Det gør jeg gerne selv – og kalder det som regel bare “hensigtsmæssig linkstruktur”, når jeg taler med mig selv undervejs i ombygningen af sites.

  9. Kan jeg betragte det her som om, at al den fiksfakseri jeg er igang med at lave på mine menuer på diverse sider, således at der bliver nofollow på alle de irrelevante links egentligt er lidt spild af tid?

    Og se så at få sendt mig den regning Frank – min side ligger præcist som lovet i søgemaskinerne 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *