Udnyt dine sekundære sider

Vil du have nogle gode og relevante links til væsentlige undersider på din hjemmeside? Dybe links med valgfri ankertekster direkte til nogle af de sider, som tjener penge hjem til dig? Så læs med her. Der er endda tale om aldeles ‘whitehat links’, som er helt og aldeles i overensstemmelse med alle Googles retningslinier.

Det er en type links, som næsten alle webmasters har mulighed for at lave. Men rigtigt mange websites lader denne gyldne mulighed for værdifulde links ligge helt uberørt hen, selvom de bruger meget energi på ekstern linkbuilding.

Der er tale om interne links, men det her er ikke bare endnu en reminder om, at du skal opbygge en god linkstruktur på din side og sørge for at linke fornuftigt til dine væsentligste sider.

Brug dine sekundære sider

Nej, det er en vigtig reminder om, at du med al sandsynlighed sidder på nogle væsentlige sider, der hos langt de fleste bliver behandlet som stedbørn, man ikke skal ofre for meget energi på.

Jeg tænker her på dine såkaldte “sekundære sider”. De sider, som ofte rummer noget praktisk og nødvendig information, men ikke spiller nogen rolle i at tiltrække besøgende eller tjene penge til dig. Sider i stil med “Salgsbetingelser”, “Kontakt”, “Privacy Policy”, “Om os/mig/butikken/firmaet” og den slags.

Den slags sider vil ofte være relativt promimente i forhold til interne links, da de oftest linkes til fra samtlige sider på sitet. Disse sekundære sider skal bruges aktivt, ikke bare ignoreres.

Drop pagerank sculpting, nofollow og robots.txt

Hos mange SEO-blogs, fora og e-bøger har rådet i de seneste år lydt, at man så vidt muligt skal gemme disse sider væk fra søgemaskinerne. “Hvem har lyst til at ranke på ‘Kontakt'”, har argumenter lydt, krydret med betragtninger om, at man spilder en masse linkjuice ved at have sitewide links til disse sider, som ikke tjener penge hjem.

Mit råd er anderledes: Drop alle de der krumspring, og udnyt i stedet dine egne aktiver bedst muligt. (Det er selvfølgelig blevet nemmere at råde til, når Google har meldt ud, at man mister den samme linkjuice, om man har nofollow på sine links eller ej).

Udnyt de gode, dybe links

Fra disse sider har du en glimrende mulighed for at linke ned til de væsentligste varer i din webshop, den mest sælgende af dine produktsider, den vigtigste kategori eller hvilke dele af din hjemmeside, der har mest brug for et boost. Udnyt denne mulighed og lav nogle lækre, dybe links med de helt rigtige ankertekster.

Har du et rigtig stort website, hvor du har problemet med at få indekseret hele sitet, eller gerne vil sikre dig, at nye sider hurtigt bliver indekseret, kan du også vælge at udnytte dine sekundære sider til det formål. Googlebot vil ofte kigge forbi disse sider, og det kan du udnytte i praksis. Eksempelvis ved at linke til fordelingssider eller kategorier længere nede i sitet – eller ved at lade nye produkter komme i rotation på de sekundære sider, indtil de er blevet indekseret.

Hvordan gør jeg i praksis?

Hvis du efter at have læst ovenstående, stadig er i tvivl om, hvordan det kan implementeres på din side, så følg med her.

På en side med handelsbetingelser kan du f.eks. afslutte det tørre, tørre afsnit med et afsnit i stil med dette: “Nu har du læst om betingelserne for at handle her på siden. Så er du klar til at gå ud og kigge på resten af butikken. F.eks. kan du lægge ud med at kigge på vores mest populære varer Rød havenisse, Lille havenisse og havenisse, der ligner den fra tv3-reklamerne.” (Selvfølgelig så med link fra havenisse-teksterne).

En kontakt-side kan have en stump tekst nederst på siden, hvor man skriver “Hvis du har fortrudt og ikke vil i kontakt med os, kan du i stedet tjekke vores lækre designerhavenisse eller se på vores sektion med tilbud på havenisser“.

Stilen på teksterne skal selvfølgelig matche den sproglige stil, du ellers lægger for dagen på siden, men eksemplerne giver dig forhåbentlig en idé. I nogle tilfælde er det også muligt at flette links direkte ind i teksterne for handelsbetingelser, privacy policy m.m., men så skal man være lidt mere kreativ.

Alternativ brug: Online Reputation Management

Udover interne links, vil visse sekundære sider være fint egnet til eksterne links og eksempelvis Online Reputation Management.

Eksempelvis kan “om os”-sider bruges til formålet. Det vil være oplagt at have en lille opremsning af, hvor man ellers kan findes på nettet, komplet med links til microsites, Facebook-sider, profiler på sociale medier etc.

Det bliver gode, relevante links fra en af de sider, som naturligt vil ligge højst på søgninger på dit brandnavn.

Konklusion

Ja, den bør vel stå klar for de fleste efter at have læst mit skriv ovenfor: Udnyt dine sekundære sider. Det kan vise sig at være den mest effektive form for linkbuilding for dig. Især når man tager tidsforbruget med i betragtning.

Tilføjelse: Og læs så også lige mit efterfølgende indlæg om ikke at linkspamme på sin egen side. Man skal ikke overdrive det her.

18 meninger om “Udnyt dine sekundære sider”

  1. Godt opråb, Frank! Jeg har ikke i så høj grad brugt de sekundære sider til at linke videre fra, men i stedet forsøgt at få dem til at ranke på noget relevant. F.eks. kunne man få sin “om os”-side til ranke på “Havenissebutik i København” eller hvad ens kreativitet nu byder på. Hvis man er villig til at løbe en lille risiko, kan man evt. vise en supplerende tekst i toppen af denne side til de brugere, der kommer fra søgemaskinerne, for at sikre, at de finder landingssiden relevant. Men det er jo lidt en gråzone. 🙂

  2. Det er et fantastisk godt råd alle burde følge. Der er faktisk ikke mange danske sider der bruger dette link mønster – og det kan jeg sige med en relativ stor sikkerhedsmargen. For at gøre ondt værre, er mange af disse sider også “dangling links”, hvilket er en kæmpefejl.

  3. Der er faktisk mange der glemmer hvor vigtig dybe links er. Og ikke mindst den interne link struktur som du også er inde på.

    Hvis man har styr på sine interne links, så kan det være guld værd at få en række dybe links.

  4. Tak for kommentarerne.

    Jeg tænkte, at jeg var nødt til at videregive tippet, når jeg nu kunne se så grufuldt mange sider derude, som spilder gode ressourcer.
    For størstedelen af mine faste læsere var det sikkert bare en reminder, men i hvert fald er det en nem og hurtig måde at gøre noget godt for sit SEO-arbejde.

    @Martin,
    Man kan selvfølgelig også satse på at ranke nogle af de her sider i stedet – men det er nu engang nemmere med “Om os” end “handelsbetingelser” eller “kontakt” :o)
    (Og det der cloaking-noget er i mine øjne en helt unødvendig risiko i forhold til gevinsten).

  5. @Frank: Det kommer så sandeligt an på situationen. Jeg har en side hvor jeg modtager 20-25 besøg om dagen på min cloakede underside og ved at vise denne ekstratekst (som egentlig er det samme som det populære WP plugin WP Greet Box gør) har jeg fået min bounce rate ned på ca. 15 pct. mod ca. 90 pct. før. Det betyder da noget – hvis man er villig til at leve med risikoen, naturligvis… 🙂

  6. Godt indspark og en fin reminder i at udnytte hele sitet og ikke kun det åbenlyse. Jeg kan faktisk godt lide ideen med at “snobbe lidt ned” på disse formalia sider og give brugeren et indtryk af, at man er helt afslappet og har en uformel tone. Det vil gøre mig mere tryg, hvis det er en shop jeg handler med eller et site med informationer, som jeg gerne vil købe.
    Det skal dog gøres “ordenligt” og ikke virke latterligt. Jeg har set flere danske shops, som har 1000 ord i bunden af en disclaimer.. dur ikke 🙂

  7. @Martin,
    Hm, på den ene side rører jeg ikke cloaking med en ildtang, og på den anden side er f.eks. de der Greet Box’e ret udbredt. Jeg tror nu stadig, at jeg holder mig fra det og i stedet prøver at omskrive teksten, som alle kan se. Bare kald mig en dengse-dreng 🙂

    @Mikael,
    Der er helt sikkert nogle formalia-sider, som har samlet rigtigt meget støv rundt om på danske websites og webshops!
    Det skader helt sikkert ikke at kigge dem igennem en gang.

    @Rasmus,
    Jeg er meget enig i dine betragtninger. Jeg sætter også stor pris på uformel tone (som det gerne skulle fremgå af bloggen her). Og selvfølgelig skal det her implementeres ordentligt. Man skal ikke gøre noget på de her sider, som man ikke ville gøre på alle sine andre sider. Det skader altså også på troværdigheden, hvis normale brugere kommer forbi sådan en omgang keyword stuffing, som du beskriver.

  8. Hmmm… hvorfor har jeg ikke lige selv tænkt på det, det er da en genial tanke.

    Det er den perfekte ide og motivation til endelig at få taget mig sammen til at rydde op i min link sculpting.

    For ikke at sige at dem der læser mine om sider, endelig får lidt service udover at høre lidt om mig… Synd for dem sådan som det hidtil har været, men nu bliver alle glade igen.

  9. Ja selvfølgelig ! Hvorfor har jeg ikke tænkt på det ? Havde også prøvet de andre metoder, kun for at finde ud af at det ikke virker mere. Men sådan her skal det være.

    Vi bukker og takker

  10. Interessant indlæg. jeg har også forsøgt at lave dybe link. Det har dog mest været blogindlæg og artikler imellem! Da det er sådan jeg har delt min struktur op. Korte blog indlæg, lange artikler, blog indlæg linker så hvis jeg syns det er relevant. Men måske jeg skal gøre alvor af det og kigge mit site lidt mere efter i sømmene 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *