D’herrer Mikkel deMib og Thomas Rosenstand har med kort mellemrum tidligere på året udgivet de to største SEO-bøger på dansk. Rundt på nettet bliver SEO 2.0 og SEO-Lex de allerede omtalt som “SEO-bibler”.

Jeg købte begges bøger – om ikke andet så af nysgerrighed. Begge herrer havde gennem længere tid anbefalet sig selv gennem deres skriverier på deres respektive blogs og på Amino. Og da begge bøger kommer med omfattende light-udgaver, føltes det heller ikke som at købe katten i sækken.

Jeg har siden fået læst begge e-bøger og her er anmeldelsen head-to-head. Eller – lad mig lægge ud med at sige, at det vil være forkert at se de to bøger som enten-eller. Deres vinkler er tilpas forskellige til, at de sagtens kan supplere hinanden eller tjene forskellige formål.

SEO-Lex – velskrevet og to-the-point

Thomas Rosenstands SEO-Lex i den fulde version rummer ca. 130 sider med indhold, når man fraregner forord og indholdsfortegnelse. Foruden de skrevne ord er bogen krydret med en håndfuld lydfiler, hvor Rosenstand taler lidt mere i dybden om nogle emner.

Stilen i bogen vil være velkendt for læsere af hans blog. Meget nede på jorden og med mange maleriske lignelser og jordnære eksempler for at forklare tingene grundigt uden at tale ned til læseren. (Mangler du et eksempel, så læs iskiosk-historien fra hans blog – den er også medtaget i bogen i en let omskrevet version).

Emnemæssigt er den meget fokuseret på ren søgemaskineoptimering. De største afstikkere er syv sider om konverteringer, et par siders omtale af Google Analytics og et par sider om social media. En temmelig stringent SEO-bog. Som forventet.

SEO 2.0 – enormt omfattende

Mikkel deMibs SEO 2.0 er modsat SEO-Lex alt andet end kort og to-the-point. En virtuel mursten af en e-bog på knap 1.400 sider i alt!

deMib ved en hulens masse om søgemaskinerne, om historik og har en gode bunke anekdoter. Og det vil han mægtigt gerne videregive. Derfor bliver bogen omfangsrig og meget grundig. Der bliver brugt energi på at forklare nogle ting meget grundigt i dybden, og emnemæssigt når bogen også at brede sig vidt.

Det betyder også, at bogen er lidt mindre tilgængelig end Rosenstands. Ikke fordi der bliver brugt et umuligt sprog, eller den er dårligt formuleret. Men fordi den gerne vil så meget og fordi der bliver brugt meget energi på historik og forklaring om hvorfor.

Foruden ren søgemaskineoptimering er der i bogen afsat to store kapitler til PPC (primært Google Adwords) og andre hele kapitler til f.eks. sociale medier og web- og brugeranalyse. Den relativt store spredning af emner gør, at bogen næsten lige så godt kunne havet heddet SEM 2.0, og der er formentlig mange læsere af bogen, som vil opleve flere afsnit helt uden relevans for deres konkrete situation. Det er vel kun ægte søgemaskinenørder, der for alvor vil finde hele bogen interessant.

Flere af kapitlerne beskæftiger sig med avancerede emner såsom optimering af dynamiske websites. (Et område hvor deMib er ekspert, hvorfor 60 sider om emnet vel ikke er for lidt). Og netop afsnittene i den mere tekniske genre vil i høj grad kunne fungere som opslagsværk, da bogen virkelig når vidt omkring og dækker mange emner, som ikke typisk bliver berørt på den gængse SEO-blog eller gratis e-bog.

De to bøger mod hinanden

De to bøger er på mange måder vidt forskellige. Den ene relativt kort og strømlinet, den anden gigantiske og med afstikkere i mange retninger. SEO-Lex er meget lidt teknisk fokuseret, mens SEO 2.0 gerne dykker dybere ned i en del teknik undervejs.

Hvor SEO-Lex er meget fokuseret på, hvad du kan gøre for din egen side, og hvordan du forbedrer din egen position og tiltrækker flere besøgende isoleret set, har SEO 2.0 en mere strategisk tilgangsvinkel i flere afsnit. Det bliver f.eks. til et 25 sider langt kapitel om konkurrent- og markedsanalyse og et kapitel om risikoevaluering.

Skal man i gang med at arbejde på sin egen side eller tjekke tingenes tilstand, kan SEO-Lex nærmest bruges som en tjekliste, mens SEO 2.0 er noget mere uoverskuelig. Der skal man i højere grad bruge indholdsfortegnelsen og tage netop det afsnit, som passer til netop det, man sidder med nu.

Hvem skal købe bøgerne?

I grove træk kan man sige, at en person med hjemmeside og moderat interesse for søgemaskineoptimering med fordel vil kunne købe og læse SEO-Lex. Hvadenten det er for at få en håndbog (ja, næsten tjekliste) i selv at optimere sin hjemmeside, eller det er for at være forberedt, før man outsourcer sit SEO-arbejde. En gennemlæsning og forståelse af indholdet i bogen vil sætte de fleste i stand til at stille nogle gode, kritiske spørgsmål før og under bestilling af SEO-arbejde.

SEO-Lex er som tidligere nævnt let tilgængelig og hurtigt læst. Sætter man et par aftener eller tre i træk af til formålet, kommer man langt. Jeg vil ikke tøve med al kalde den for den bedste introduktionslæsning til søgemaskineoptimering, som jeg hidtil er stødt på.

Har man en stor interesse i søgemaskineoptimering og har måske tænkt sig selv at udføre al SEO-arbejde på sin hjemmeside, vil SEO 2.0 gøre sig rigtig godt på den virtuelle boghylde. Den vil nemlig i høj grad kunne fungere som både opslagsværk og håndbog. Da jeg på et tidspunkt skrev et tweet om, at jeg fik sved på panden bare ved at skulle læse mig gennem light-versionen af SEO 2.0, svarede deMib noget i retning af, at man jo ikke nødvendigvis skulle læse den fra ende til anden i en omgang, men fiske den frem hvis og når forskellige kapitler blev relevante.

Men SEO 2.0 er altså også gigantisk i omfang. Det kan virke overvældende med en 1.400 siders bog, og det gør det også fra tid til anden, når man prøver at få overblik over indholdet. Bare indholdsfortegnelsen fylder 27 sider! Det vil nok skræmme nogen væk. Og på den anden side er der jo en grund til, at den fylder så meget. Ikke bare fordi deMib er grundig, men også fordi den dækker rigtigt mange emner. Bogen vil være et godt valg til den, der allerede har været igennem alle de store SEO-blogs, læst de gratis e-bøger og været aktiv på SEO-fora. Så vil man nemlig værdsætte de ekstra kapitler, som skiller sig lidt ud fra mængden. (Eller måske den, der har læst og forstået SEO-Lex og gerne vil have endnu mere om de forskellige hjørner af SEO).

Hvad fik du så ud af bøgerne, Frank?

I min anmeldelse af SEO-Lex light skrev jeg, at jeg ikke fik nogen aha-oplevelser ved at læse bogen. Det gjorde sig egentlig også gældende for den fulde version. Til gengæld må jeg så sige, at jeg fik op til flere “nå ja”-oplevelser og remindere om at huske at bruge de ting, jeg allerede kendte til i forvejen. Derfor er jeg ikke ærgerlig over at have punget ud til den fulde version. “Nå ja”-oplevelserne skal nok vise sig at have været pengene værd for mig.

Der fik jeg mere nyt ud af SEO 2.0. Især fordi den med sit brede spektrum af emner dækkede nogle områder, hvor jeg har knap så meget viden. Her tænker jeg f.eks. på PPC-området eller på nogle af de mere tekniknørdede områder af SEO. Hvis jeg får behov for at beskæftige mig mere med nogle rent tekniske elementer af optimering, vil bogen også kunne fungere fint som opslagsværk.

Konklusion

Bøgerne er ikke dyre. Det er faktisk min første konklusion. Jeg synes så rigeligt, at de begge rummer værdi modsvarende de der ca. 1.500 kroner, som man skal af med for en bog.

En anden konklusion er, som jeg vist tidligere har givet udtryk for andetsteds er, at jeg ville have givet rigtigt meget for at have fået fingre i bare en af disse bøger for 2½ år siden, da jeg begyndte at interessere mig for søgemaskineoptimering for alvor. Er du gal, hvor kunne jeg have sparet meget tid! Utallige timers læsning af bogstaveligt talt hundrevis af forskellige blogs, læssevis af gratis e-bøger og efterfølgende behandling og sortering af skidt fra kanel. En hel del af det testeri, jeg har rodet med, kunne også have været sparet, hvis jeg havde kunne læse disse to bøger og stole på forfatterne i stedet.

Så er du begynder udi søgemaskineoptimering – nap SEO-Lex og spring over hvor gærdet er meget lavere. Fortsæt så med SEO 2.0, hvis du får blod på tanden og vil bredere rundt i emnerne og have en anden tilgangsvinkel til de emner, der allerede er dækket i SEO-Lex. Føler du dig allerede garvet på området, skal du måske starte omvendt og købe SEO 2.0 for de mere skæve vinkler og utraditionelle emner – og så senere købe SEO-Lex for at sætte pris på en kompakt reminder om, hvad du bør arbejde med.

Disclaimer: Der er ingen affiliatelinks i denne artikel, og jeg har på ingen måde en monetær interesse i at anmelde bøgerne. Jeg har betalt begge bøger af egen lomme og læst dem for min egen fornøjelses skyld.

Skulle andre forfattere af bøger om online marketing have lyst til at få deres bog anmeldt, skal de være velkomne til at sende mig et anmeldereksemplar. For jeg har ingen intentioner om at købe flere bøger til anmeldelse lige nu. Men sætter du pris på boganmeldelserne, kan jeg fortælle, at der da er et par mere på vej, da jeg har nogle flere e-bøger liggende på harddisken.