SEO-Lex vs. SEO 2.0 – anmeldelse af de danske SEO-bibler

D’herrer Mikkel deMib og Thomas Rosenstand har med kort mellemrum tidligere på året udgivet de to største SEO-bøger på dansk. Rundt på nettet bliver SEO 2.0 og SEO-Lex de allerede omtalt som “SEO-bibler”.

Jeg købte begges bøger – om ikke andet så af nysgerrighed. Begge herrer havde gennem længere tid anbefalet sig selv gennem deres skriverier på deres respektive blogs og på Amino. Og da begge bøger kommer med omfattende light-udgaver, føltes det heller ikke som at købe katten i sækken.

Jeg har siden fået læst begge e-bøger og her er anmeldelsen head-to-head. Eller – lad mig lægge ud med at sige, at det vil være forkert at se de to bøger som enten-eller. Deres vinkler er tilpas forskellige til, at de sagtens kan supplere hinanden eller tjene forskellige formål.

SEO-Lex – velskrevet og to-the-point

Thomas Rosenstands SEO-Lex i den fulde version rummer ca. 130 sider med indhold, når man fraregner forord og indholdsfortegnelse. Foruden de skrevne ord er bogen krydret med en håndfuld lydfiler, hvor Rosenstand taler lidt mere i dybden om nogle emner.

Stilen i bogen vil være velkendt for læsere af hans blog. Meget nede på jorden og med mange maleriske lignelser og jordnære eksempler for at forklare tingene grundigt uden at tale ned til læseren. (Mangler du et eksempel, så læs iskiosk-historien fra hans blog – den er også medtaget i bogen i en let omskrevet version).

Emnemæssigt er den meget fokuseret på ren søgemaskineoptimering. De største afstikkere er syv sider om konverteringer, et par siders omtale af Google Analytics og et par sider om social media. En temmelig stringent SEO-bog. Som forventet.

SEO 2.0 – enormt omfattende

Mikkel deMibs SEO 2.0 er modsat SEO-Lex alt andet end kort og to-the-point. En virtuel mursten af en e-bog på knap 1.400 sider i alt!

deMib ved en hulens masse om søgemaskinerne, om historik og har en gode bunke anekdoter. Og det vil han mægtigt gerne videregive. Derfor bliver bogen omfangsrig og meget grundig. Der bliver brugt energi på at forklare nogle ting meget grundigt i dybden, og emnemæssigt når bogen også at brede sig vidt.

Det betyder også, at bogen er lidt mindre tilgængelig end Rosenstands. Ikke fordi der bliver brugt et umuligt sprog, eller den er dårligt formuleret. Men fordi den gerne vil så meget og fordi der bliver brugt meget energi på historik og forklaring om hvorfor.

Foruden ren søgemaskineoptimering er der i bogen afsat to store kapitler til PPC (primært Google Adwords) og andre hele kapitler til f.eks. sociale medier og web- og brugeranalyse. Den relativt store spredning af emner gør, at bogen næsten lige så godt kunne havet heddet SEM 2.0, og der er formentlig mange læsere af bogen, som vil opleve flere afsnit helt uden relevans for deres konkrete situation. Det er vel kun ægte søgemaskinenørder, der for alvor vil finde hele bogen interessant.

Flere af kapitlerne beskæftiger sig med avancerede emner såsom optimering af dynamiske websites. (Et område hvor deMib er ekspert, hvorfor 60 sider om emnet vel ikke er for lidt). Og netop afsnittene i den mere tekniske genre vil i høj grad kunne fungere som opslagsværk, da bogen virkelig når vidt omkring og dækker mange emner, som ikke typisk bliver berørt på den gængse SEO-blog eller gratis e-bog.

De to bøger mod hinanden

De to bøger er på mange måder vidt forskellige. Den ene relativt kort og strømlinet, den anden gigantiske og med afstikkere i mange retninger. SEO-Lex er meget lidt teknisk fokuseret, mens SEO 2.0 gerne dykker dybere ned i en del teknik undervejs.

Hvor SEO-Lex er meget fokuseret på, hvad du kan gøre for din egen side, og hvordan du forbedrer din egen position og tiltrækker flere besøgende isoleret set, har SEO 2.0 en mere strategisk tilgangsvinkel i flere afsnit. Det bliver f.eks. til et 25 sider langt kapitel om konkurrent- og markedsanalyse og et kapitel om risikoevaluering.

Skal man i gang med at arbejde på sin egen side eller tjekke tingenes tilstand, kan SEO-Lex nærmest bruges som en tjekliste, mens SEO 2.0 er noget mere uoverskuelig. Der skal man i højere grad bruge indholdsfortegnelsen og tage netop det afsnit, som passer til netop det, man sidder med nu.

Hvem skal købe bøgerne?

I grove træk kan man sige, at en person med hjemmeside og moderat interesse for søgemaskineoptimering med fordel vil kunne købe og læse SEO-Lex. Hvadenten det er for at få en håndbog (ja, næsten tjekliste) i selv at optimere sin hjemmeside, eller det er for at være forberedt, før man outsourcer sit SEO-arbejde. En gennemlæsning og forståelse af indholdet i bogen vil sætte de fleste i stand til at stille nogle gode, kritiske spørgsmål før og under bestilling af SEO-arbejde.

SEO-Lex er som tidligere nævnt let tilgængelig og hurtigt læst. Sætter man et par aftener eller tre i træk af til formålet, kommer man langt. Jeg vil ikke tøve med al kalde den for den bedste introduktionslæsning til søgemaskineoptimering, som jeg hidtil er stødt på.

Har man en stor interesse i søgemaskineoptimering og har måske tænkt sig selv at udføre al SEO-arbejde på sin hjemmeside, vil SEO 2.0 gøre sig rigtig godt på den virtuelle boghylde. Den vil nemlig i høj grad kunne fungere som både opslagsværk og håndbog. Da jeg på et tidspunkt skrev et tweet om, at jeg fik sved på panden bare ved at skulle læse mig gennem light-versionen af SEO 2.0, svarede deMib noget i retning af, at man jo ikke nødvendigvis skulle læse den fra ende til anden i en omgang, men fiske den frem hvis og når forskellige kapitler blev relevante.

Men SEO 2.0 er altså også gigantisk i omfang. Det kan virke overvældende med en 1.400 siders bog, og det gør det også fra tid til anden, når man prøver at få overblik over indholdet. Bare indholdsfortegnelsen fylder 27 sider! Det vil nok skræmme nogen væk. Og på den anden side er der jo en grund til, at den fylder så meget. Ikke bare fordi deMib er grundig, men også fordi den dækker rigtigt mange emner. Bogen vil være et godt valg til den, der allerede har været igennem alle de store SEO-blogs, læst de gratis e-bøger og været aktiv på SEO-fora. Så vil man nemlig værdsætte de ekstra kapitler, som skiller sig lidt ud fra mængden. (Eller måske den, der har læst og forstået SEO-Lex og gerne vil have endnu mere om de forskellige hjørner af SEO).

Hvad fik du så ud af bøgerne, Frank?

I min anmeldelse af SEO-Lex light skrev jeg, at jeg ikke fik nogen aha-oplevelser ved at læse bogen. Det gjorde sig egentlig også gældende for den fulde version. Til gengæld må jeg så sige, at jeg fik op til flere “nå ja”-oplevelser og remindere om at huske at bruge de ting, jeg allerede kendte til i forvejen. Derfor er jeg ikke ærgerlig over at have punget ud til den fulde version. “Nå ja”-oplevelserne skal nok vise sig at have været pengene værd for mig.

Der fik jeg mere nyt ud af SEO 2.0. Især fordi den med sit brede spektrum af emner dækkede nogle områder, hvor jeg har knap så meget viden. Her tænker jeg f.eks. på PPC-området eller på nogle af de mere tekniknørdede områder af SEO. Hvis jeg får behov for at beskæftige mig mere med nogle rent tekniske elementer af optimering, vil bogen også kunne fungere fint som opslagsværk.

Konklusion

Bøgerne er ikke dyre. Det er faktisk min første konklusion. Jeg synes så rigeligt, at de begge rummer værdi modsvarende de der ca. 1.500 kroner, som man skal af med for en bog.

En anden konklusion er, som jeg vist tidligere har givet udtryk for andetsteds er, at jeg ville have givet rigtigt meget for at have fået fingre i bare en af disse bøger for 2½ år siden, da jeg begyndte at interessere mig for søgemaskineoptimering for alvor. Er du gal, hvor kunne jeg have sparet meget tid! Utallige timers læsning af bogstaveligt talt hundrevis af forskellige blogs, læssevis af gratis e-bøger og efterfølgende behandling og sortering af skidt fra kanel. En hel del af det testeri, jeg har rodet med, kunne også have været sparet, hvis jeg havde kunne læse disse to bøger og stole på forfatterne i stedet.

Så er du begynder udi søgemaskineoptimering – nap SEO-Lex og spring over hvor gærdet er meget lavere. Fortsæt så med SEO 2.0, hvis du får blod på tanden og vil bredere rundt i emnerne og have en anden tilgangsvinkel til de emner, der allerede er dækket i SEO-Lex. Føler du dig allerede garvet på området, skal du måske starte omvendt og købe SEO 2.0 for de mere skæve vinkler og utraditionelle emner – og så senere købe SEO-Lex for at sætte pris på en kompakt reminder om, hvad du bør arbejde med.

Disclaimer: Der er ingen affiliatelinks i denne artikel, og jeg har på ingen måde en monetær interesse i at anmelde bøgerne. Jeg har betalt begge bøger af egen lomme og læst dem for min egen fornøjelses skyld.

Skulle andre forfattere af bøger om online marketing have lyst til at få deres bog anmeldt, skal de være velkomne til at sende mig et anmeldereksemplar. For jeg har ingen intentioner om at købe flere bøger til anmeldelse lige nu. Men sætter du pris på boganmeldelserne, kan jeg fortælle, at der da er et par mere på vej, da jeg har nogle flere e-bøger liggende på harddisken.

48 meninger om “SEO-Lex vs. SEO 2.0 – anmeldelse af de danske SEO-bibler”

  1. Rigtig godt at du laver sådan en dobbeltanmeldelse, Frank!

    Jeg glæder mig til også at få købt Demibs bog, men jeg venter altså lige til jeg har fået mig en ebogslæser for det der med hundredevis af siders læsning på computerskærmen er altså ikke en sport jeg holder af.

    Man kan stadig ikke købe bøgerne som trykte, vel?

    Mvh Anders Saugstrup

  2. Nej, det kan være lidt tungt at læse så meget på skærmen.

    Og ingen af bøgerne er ude i trykt form. Der var en der postede et billede af SEO 2.0 i udprintet form på almindeligt papir. Det var nærmest et helt, finsk nåletræ, der var gået til.

  3. Det var dog herligt med sådan en “head to head” anmeldelse. Tror der er mange der godt vil vide hvad forskellen er.

    Din konklusion læner sig op af min antagelse. Jeg har selvfølgelig læst Rosenstands Seo-Lex, men endnu ikke kastet mig over de 1500 siders SEO 2.0 – som jeg aldrig ville kunne holde ud til at læse direkte fra en skærm… og jeg holder for meget af træerne til at printe den ud.

    Godt gået Frank – tak for det.

    Potter

  4. Fantastisk gennem gang du har lavet Frank! Jeg vil give dig fuldstændig ret i at Demib’s bog, nok henvender sig mere til den tekniske “nørd” end nybegynderen. Thomas’s bog er helt og holdet den bedste og hurtigste bog hvis man vil snuse lidt til SEO, inden man foralvor kaster sig ud i det.

    Thumbs up.. Frank, Mikkel og Thomas!

  5. @Potter,
    Baseret på den voldsomme mængde retweets på Twitter, er der i hvert fald en pæn interesse for de to bøger. Og hvis man tager det i bidder af højst 100 sider af gangen, så er det ikke så galt at få læst sådan en stor bog på skærmen. Og hvis du springer nogle af de mindst relevante kapitler (for dig) over, så behøver du heller ikke kaste dig over 1500 sider på en gang.

    @Jacob,
    Ja, jeg mente det nok, men kunne ikke lige finde det i går aftes. Tak for linket til det meget sigende billede. Jeg glæder mig meget til at læse din store anmeldelsesartikel. Selv orker jeg ikke at gnave mig igennem helt så mange bøger, når jeg har en idé om, kvaliteten på alle ikke er lige høj.

    @Paw,
    Takker. Og du opsummerer ganske fint essensen.

  6. Tak for en fin anmeldelse. Jeg har tillad mig at linke til den fra siden med de øvrige omtaler her: http://seo.demib.dk/seo-anmeldelser.htm

    > Og ingen af bøgerne er ude i trykt form.

    Det var sandt indtil for 1 time siden … Jeg har netop lige modtaget første oplag af SEO 2.0 i trykt form! (og jeg er stadig svedig efter at have slæbt dem ind på lageret).

    Den trykte version af SEO 2.0 kommer til salg i løbet af de næste dage på websitet. Det første oplag er ikke så stort. Om jeg trykker flere oplag ved jeg ikke endnu.

    Bogen har “kun” 1.027 sider – men indholdet er det samme som e-versionen (bortset fra stikordsregistret, der er udeladt) – den er bare opsat lidt anderledes, så det blev til lidt færre sider.

  7. Hej Mikkel,
    Hvis du bare ændrer min blogs navn på linksiden fra Den Usynlige mand til Den Synlige mand, så må du linke og citere alt det, du har lyst til 🙂

    Og en fed nyhed, at du har fået bogen trykt. Som det fremgår bare af kommentarerne ovenfor, er der vist et marked for den trykte bog også.

  8. Sorry, Frank – jeg ved ikke hvordan jeg fik den galt ind. Det er rettet 🙂

    Og ja, jeg tror også der er nogle som hellere vil have den i trykt form – det ville jeg f.eks. gerne selv, og det var faktisk det der udløste mine trykplaner …

  9. Helt i orden, Mikkel. Du er ikke den første, der har taget fejl. Det kan være, at jeg skal købe usynlig-domænet også 🙂

  10. Også tak for en meget sober og fair anmeldelse og sammenligning mellem de to bøger fra mig. Jeg pejer faktisk at svare folk, der spørger, hvilken af bøgerne de skal købe, at de skal dem begge. Med SEO 2.0 og SEO-LEX 10.0 er der dækket helt af i alle facetter.

    SEO-LEX 10.0 kommer ikke i en trykt udgave – men jeg vil ikke afvise, at SEO-LEX 11.0 gør det på et tidspunkt.

  11. @Frank – Godt indlæg Frank, var selv lidt i tvivl da jeg skulle vælge mellem de to DK bibler, men efter din anmeldelse, så tror jeg nu at det for mit vedkommende var korrekt at vælge SEO 2.0.

    Når det så er sagt, så har det være mig en umulig opgave, at få den læst fra ende til anden på skærmen, så genialt hvis den kommer som reel bog og opslagsværk.

    @Mikkel – det kunne være herligt med en upgrade pris for os der allerede har købt pdf versionen, men som du selv har fundet behov for bogversion?

  12. Rigtig god anmeldelse.

    Jeg kan støtte op om, at SEO-LEX også kunne have sparet mig rigtig mange timers læsning af blogs og artikler – og ikke mindst på læsning af artikler og indlæg, hvor man ret hurtigt kan lure, at forfatteren ikke ved mere om emnet, end man selv gør. Det mest tidskrævende ved at sætte sig ind i nye emner er som regel at sortere skidt fra kanel, og det trin sparer man med den lille investering.

    Jeg har også købt Demibs, men har ikke læst den færdig endnu.

    Som @Saugstrup skriver, ville det være rart at kunne tage den på sin e-læser, men jeg tror ikke, at det vil virke, når PDF-filen er beskyttet med adgangskode. En del e-bogsforfattere er desværre lige så paranoide som musikindustrien, så dokumenterne skal beskyttes godt. Jeg har forsøgt at overføre dem til min iPod Touch, men desværre kan filerne ikke åbnes, når der er adgangskode på. Og jeg kan forestille mig, at det også bliver et problem, hvis filerne skal gennem konverteringsprocessen til eksempelvis Kindle. Så så meget e-bog er der desværre heller ikke over dem.

    Men indholdet er til gengæld i top.

  13. Johnny, jeg har faktisk gjort meget for at beskytte min eBog så lidt som jeg synes var forsvarligt. For jeg er 100% enig med dig i bl.a. musikbranchens fejl på det område. Derfor har jeg bl.a. fravalgt Adobes mere avancerede DRM system.

    Problemet med, at visse PDF læsere ikke kan håndtere de simple krypteringer må skyldes, at producenterne af uransagelige årsager har valgt ikke fuldt ud at understøtte PDF formatet. Det er jeg 100% enig i er skide irreterende.

    Kindle derimod er jeg ret sikker på min eBog aldrig kommer på. Det har ikke noget at gøre med formatet – det er skam fedt, men det faktum at jeg som forfatter kun vil modtage ca. 35% af indtægterne, samt at jeg overgiver rettigheder på min bog som jeg bestemt ikke er interesseret i at afgive. Ville du have været villig til at give 3 gange så meget for min bog, for at kunne betale Kindle-afgiften? Think not … 🙂

    Jeg glæder mig helt sikkert til der kommer flere gode eBogslæsere på markedet – men meget gerne bygget på nogle formater der grundlæggende er frie og åbne for alle. Ovenpå de åbne og gratis standarder kan andre så bygge deres forretninger.

  14. Thore, jeg er helt sikker på, at du har valgt rigtigt 🙂

    Jeg har iøvrigt oplevet mange, der slet ikke synes at SEO 2.0 er så nørded endda. Lad os nu være ærlige – de fleste SEO bøger på markedet – inklusiv min første bog, har bevæget sig rundt nede på folkeskolens 1-5 klassetrin (sådan rent fagligt). Det har folk haft brug for – så fint nok med det. Nu er der så nogle bøger, som min, der forsøger at trække nogle af emnerne op på 7-9 klasses niveau. Det er der rigtig mange som efterhånden er klar til. Men det gør det altså ikke til nørded rocket science.

    Bare rolig, det skal nok komme – vi mangler stadig bøger, der når op på gynmasie og universitetsniveau – når det handler om SEO. (matrialet findes blandt andet i de 5-6.000 siders nørderi, som ikke kom med i SEO 2.0 hehe)

    Både i min og mange andres bøger synes jeg, at de afsnit, der omhandler de mest almindelige emner faktisk er meget ligetil. Der hvor det bliver lidt nørded er mest i de områder, som de færreste andre SEO bøger dækker ret meget af, som Frank også nævner i sine anmeldelse.

    Iøvrigt, da jeg oprindeligt startede med at skrive bogen var det mit mål, at den skulle indeholde så godt som alt hvad jeg ved om markedsføring i søgemaskiner. Da jeg nåede op over de 1.000 sider måtte jeg se i øjnene, at der var materiale nok i min lille syge hjerne til mindst 5-6.000 sider mere og det ville trods alt nok blive lidt for langt. Så jeg endte med den korte version på 1.397 sider 🙂

    Og ja, Thora – jeg arbejder på at finde en praktisk løsning, så jeg kan give eksisterende licenshavere af eBogen en rigtig god upgrade pris.

  15. Tak for en super god og grundig anmeldelse.

    Jeg har længe overvejet at købe én af bøgerne (i første omgang) – og nu er jeg blevet lidt klogere på, hvilken en af dem, som jeg skal vælge.

    Glæder mig til at læse flere boganmeldelser fra dig…

  16. @Mikkel – det er den hurtigste kønsskifte operation jeg endnu har set udført. Fra Thore til Thora på blot 1587 tegn. Det må du kunne tjene penge på 🙂

    Med det sagt, så ser jeg frem til upgrade 🙂

  17. @Mikkel. Man kan ganske gratis overføre PDF-filer til Kindle. De skal blot sendes til en e-mail-adresse, som man får hos Amazon. Så det nuværende format er helt fint og burde også virke der. Jeg tror bare ikke, at deres PDF-konvertering virker på PDF’er med adgangskode.

    Jeg er helt enig med dig i, at e-bogs-læserne har lang vej endnu, men det begynder at se bedre og bedre ud.

  18. Jeg kender ikke lige til den mulighed – de 35% afregning er for de bøger der sælges direkte til Kindle, og den hopper jeg altså ikke på 🙂

    Med den licens som alle de ebøger jeg kender til i dag udgives med vil det nok ikke være lovligt at lave sådan en Kindle kopi. Det er distribution, deling og eksemplarfremstilling. Specielt ville jeg personligt være lidt nervøs ved, at lade købere af min ebog sende den til Amazon.

    Muligheden for at kunne læse ebøger på de enheder kunderne ønsker ser jeg på sigt som ligeså naturligt, som at folk vælger deres eget TV eller webbrowser. Som forfatter er jeg bare ikke vild med, at mine danske bøger, udgivet til danskere, skal ud og vende hos Amerikanske virksomheder, hvor ophavsretsbeskyttelsen er helt anderledes.

    Der er desværre nok et stykke vej endnu før vi har nogle mere gennemsigtige forhold og standarder vi kan læne os op ad på ebogsmarkedet 🙂

  19. Tak for alle kommentarerne. Debatten kører jo fint uden min deltagelse, men jeg har lidt kommentarer.

    @Rosenstand: Velbekomme. Som det forhåbentlig fremgår af anmeldelsen, er det også min overbevisning, at mange vil have gavn af at købe begge bøger. Mht trykt bog, har du nok ikke de samme udfordringer som Mikkel. Det er noget nemmere at læse 130 sider på skærmen.

    @Johnny/Mikkel: Jeg blev også irriteret over password-beskyttelsen på begge e-bøger. Men ikke nok til, at jeg havde behov for at nævne det i anmeldelsen. Og da jeg har konstateret søgninger her til bloggen på søgeord som “SEO-Lex crack” og tilsvarende, har jeg en vis forståelse for, at forfatterne gerne vil beskytte deres produkt.

    @Mikkel: Jeg skal nok uddbybe min brug af ord som nørder/nørderi. Jeg bruger dem om folk, der går meget op i noget. Eksempelvis er jeg også fodboldnørd.
    Jeg er helt med på, at vi ikke taler teknisk nørderi i Bill Slawski-klassen med gennemgang af patenter og teknologier for alvor. (Og en sådan bog skal du nok udgive på engelsk for at få “opland” nok til at kunne sælge mere end et par eksemplarer).

    @Johnny: Har du prøvet at læse pdf’er på din iPod Touch? Jeg har selv en, men har ikke prøvet at læse længere sager på den. Er skærmen ikke alt for lille til at være behagelig til den slags brug?

  20. Fint indlæg med en god gennemgang af de to bøger. Jeg har købt begge bøger og er glad for dem begge.

    Jeg synes det skal med at SEO 2.0 indeholder utroligt meget fyld. For eksempel bruges der (så vidt jeg husker) 12 sider på at vise en view state kode og der er masser af “tom snak” i den også. Opsætningen gør også at den fylde utroligt meget. Men det er en god bog alligevel!

    Jeg synes, at seo-lex er den mest anvendelige for de fleste men er man erfaren er der flere detaljer med i SEO 2.0. Det kræver en jernvilje at bruge SEO 2.0 fordi der er så meget indhold i den som kun de få vil kunne forstå. Men der er mange guldkorn i den.

    Seo-lex er helt fri for fyld og det gør at man får mere lyst til at tyre den igennem og begynde at arbejde med de ting der står i den.

    Min konklusion er at erfarne bør købe begge bøger. Mindre erfarne bør starte med Seo-lex.

    God blog du har her forresten 🙂

  21. @Frank. Jeg er faktisk imponeret over, hvor meget jeg kan holde ud at læse på iPod’en, men de fleste blogs, som jeg følger, læser jeg på iPod’en. I de fleste tilfælde er det mest et problem, når man skal skrive kommentarer. Der kan man nemt miste overblikket.

    Men jeg hører da til dem, der ser frem til, hvad Apple kommer med i foråret. For min skyld må det gerne være en iPod Touch med 7″ skærm.

    @Mikkel. Jeg har fuld forståelse for situationen fra forfatterens synspunkt. Men jeg tror nu ikke, at adgangskoden forhindrer kopiering. Man kan jo bare omdøbe filnavnet, så det indeholder adgangskoden og så distribuere. Jeg synes til gengæld, at det er genialt at skrive køberens navn på hver side – det tror jeg har en god afskrækkende effekt, da folk nok ikke vil have spredt sit navn rundt. Det kan selvfølgelig også omgås, men så spilder folk nu nok så meget tid, at det ville være billigere at købe bøgerne. Men det irriterer mig altid, at man ikke har fuld brugsret, når man køber en vare. Dem der vil kopiere hacke skal nok finde en udvej, så det er igen os, der godt vil betale, som det bliver irriterende for.
    Jeg har ikke tjekket de nærmere regler for PDF-konverteringen til Kindle, men du har sikkert ret i, at de så forholder sig ret til distribution af materialet eller andre dumheder, de kan komme op med.

  22. > Men det irriterer mig altid, at man ikke har fuld brugsret, når man køber en vare.

    Når man køber en kopi af noget ophavsretsligt beskyttet materiale – en film, en bog, en ebog, en CD osv, så køber man alene en licens til at bruge det på en bestemt måde, og altid med begrænsninger. Man får aldrig fuld brugsret over et ophavsretslgt værk. I Danmark tillader Ophavsretsloven det faktisk slet ikke.

    Der er helt fundamentale forskellige på fysiske og imaterielle produkter – uanset hvordan man så ellers vælger at indrette lovgivning og licenser. Men dem kender du sikkert godt 🙂

    Iøvrigt kan fysiske produkter også have nogle imaterielle rettigheder tilknyttet, som begrænser hvad du gøre. Hvis du f.eks. køber et designermøbel, så må du ikke fabrikere identiske kopier af den og sælge dem. I hvert fald ikke i Danmark.

    Rettigheder er et meget kompliceret område – både varemærkerettigheder, patenter og ophavsret.

    Jeg er helt enig med dig i, at ekstreme forsøg på at beskytte digitale produkter ikke er en god løsning. Det nytter ikke noget at give dem der betaler for varen en meget ringere oplevelse, end dem der bare stjæler produktet. Man må leve med et vist tab. Det gør almindelige butikker med fysiske varer også.

    Almindelige butikker forsøger også at undgå tyveri – f.eks. ved at sætte alarmer på dyre produkter, ansætte vagter, videoovervåge osv. Men med mindre de begynder at underkaste alle kunderne nøgen-scanning og rektalundersøgelser, så får de nok ikke stoppet det hele. Og med en så brutal tyverisikring ville de nok ikke have mange kunder tilbage i butikken (argh, jeg gider ikke hente mælk lige nu – jeg er så øm i røven …) 🙂

    Det handler meget om at finde den rette ballance …
    I mangel af bedre synes jeg kombinationen af vandmærkning og en simpel kryptering er til at leve med.

    Iøvrigt skal du jo huske, at det ikke bare er vandmærkningen der er unik – det er kodeordet også. Så det kan altid spores tilbage til den oprindelige køber 🙂

  23. @Mikkel. Jo, men en bog, cd, bil osv. må jeg f.eks. også sælge igen. Det er vist kun e-bøger og software, hvor den begrænsning er. Og det kan jeg nu også godt leve med.

    Men på samme måde som produktnøgler til software aldrig har haft nogen betydende effekt – andet end at køberen ikke kan geninstallere sin software, når koden bliver væk – så tror jeg heller ikke, at adgangskoder på PDF-filer har nogen effekt. På de to bøger, der er anmeldt her, er der en vigtig fejl, som alligevel gør filerne pivåbne (den vil jeg ikke afsløre her, hvis Frank har besøgende, som vil hacke dem), så igen mener jeg blot, at effekten af koden mest er, at den begrænser mine muligheder for at vælge, hvor og hvordan jeg vil læse bøgerne. Og jeg nægter at udskrive 1.400 sider, efter jeg så et billede af papirstakken hos en, der havde gjort det. 🙂

    Nå, men det var vist et gevaldigt sidespor i forhold til anmeldelsen. Men hvis folk ikke helt kan beslutte, om de vil købe din e-bog eller din papirbog, så kan det måske være interessant nok. For købe den skal de dælme 🙂

  24. Jeg synes godt om SEO 2.0, Den gik meget i dybden, hvilket jeg også selv gør når jeg skal forklare noget eller lærer fra mig, og måske er jeg også lidt en nørd på det område 🙂

    Det eneste jeg synes var irriterende var at der på hver side står hvem der er givet licens til, det gør det svært, fx at få læst bogen op at et tekstlæsningsværktøj, ikke fordi jeg lige skal bruge det, men kunne være meget smart hvis man kunne sidde og arbejde, mens man lyttede til bogen… Mikkel det må være dit næste pojekt 🙂 din bog som lydbog 🙂

    MVH Kim

  25. > Mikkel det må være dit næste pojekt din bog som lydbog

    Jeg havde faktisk overvejet det, så det er sjovt du nævner det også 🙂

    Jeg har jo et godt lydstudie og mange års erfaring med den slags, så teknisk set er det lige til at gå til.

    Jeg kan dog ikke lige overskue, hvor lang tid det vil tage at læse hele bogen op – det kan godt gå hen og blive til temmelig mange timers lyd hehe

    Og så er det jo også spørgsmålet, hvor mange der vil være interesseret i den …

  26. sådan nogen som mig, ville i hvertfald, nogen er bedre til at læse andre til at høre se, og så er det smarte jo at man kan lytte mens man arbejder, tager ud og køber ind eller andet.

    MVH Kim

  27. Egentligt ret priviligeret at have to i sig selv saa komplette boeger paa det danske marked. En rigtig god pointe at man ikke bare tjener pengene hjem igen, men ogsaa sparer rigtigt mange timer ved at gaa direkte til koedet fra disse to eksperter.

  28. Hej Pernille,
    Rosenstands bog kan ikke købes som trykt bog, og så vidt jeg husker fra nolge kommentarer på hans blog, er det heller ikke planen, at den skal udkomme som en sådan på noget tidspunkt.

    Hvilken bog, du skal starte med, har jeg prøvet at give lidt input til ovenfor, men til et webbureau vil begge nok være en ganske fin investering.

  29. @ Pernille

    Som Frank skriver, kan SEO lex ikke købes i bogform.

    Vi startede med at låne “SEO – Grundbog i Google søgeoptimering”
    af Torbjørn Flensted på biblioteket.

    Siden købte vi SEO-lex og nu er vi så i gang med SEO 2.0

    Så mer vil ha mer 🙂

  30. En eller anden dag i fremtiden når søgemaskiner kan indeksere og “læse” lydfiler med tale og forstå dem som tekst. Gad vide om man så kan få problemer med duplicate sound content 😀

  31. Hej Kim,
    Jeg vil ikke udelukke, at jeg på et tidspunkt skriver en anmeldelse af SEO-Lex 11 også, men det er ikke lige på dagsordenen pt.

  32. Hej alle,

    Tak for de mange gode råd. Jeg har selv netop startet virksomhed og jeg er meget interesseret i at læse mere om søgemaskineoptimering. Jeg har ferie de næste 2 uger og ser frem til at gå i dybden med nogle af alle de bøger, der er på markedet. Det bliver interessant læsning.

  33. Tak for en rigtig god gennemgang. Man får jo nærmest lyst til at købe begge bøger, for at skåne sig selv for at sidde time efter time uden at lære noget brugt omkring SEO – søgemaskineoptimering.

  34. Hejsa Mikkel

    Nu er denne tråd vist ved at være meget gammel, og der er sket meget siden. Jeg tænker lidt om du overvejer at komme med nye bøger, eller om du ved om der er andre nymoderne bøger på vej i SEO branchen. Der er jo sket meget de seneste 3-4 år, og specielt indenfor SEO / social medier og dertilhørende, så jeg kunne godt tænke mig at vide om der er mere på vej som ser med nutidens øjne på SEO eller om det blot er via foras / SEOmoz / Search engine land etc. man må snuse i dag?

    Mvh
    Magnus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *