Efter gårsdagens indlæg om at håndtere linkkataloger, fik jeg nogle spørgsmål om, hvor stort omfanget af Googles indgreb egentlig har været, hvor mange kataloger, der er blevet fjernet, hvor mange “gode” kataloger der er tilbage m.m.

Her er lidt empiri og metode mht. de deindekserede og døde linkkataloger.

Omfanget af Googles oprydning

Jeg havde før Googles indgreb en bruttoliste på 155 forskellige danske linkkataloger liggende i et Excel-ark. (Og jeg skal være den første til at bemærke, at det altså ikke betød, at der fandtes 155 kataloger, som kunne bidrage med noget værdi, men jeg havde nu engang noteret mig størstedelen af de kataloget, jeg var faldet over).

Efter at have luget ud i listen ud fra nogle simple kriterier, som jeg beskriver nedenfor, er listen nede på 40. Dvs. Googles oprydning og katalogejernes smiden-håndklædet-i-ringen har kostet ca. 75% af listen livet.

Og jeg er ganske overbevist om, at flere af de tilbageværende kataloger ingen værdi har, når jeg går dem nærmere efter. Bare en hurtig stikprøvekontrol viste, at flere af dem har travlt med at skrive med store typer, at deres primære formål er SEO og linkjuice. Og det er ikke just noget, der er langtidsholdbart.

Hvordan har jeg sorteret fra?

Jeg har grovsorteret ud fra to simple kriterier.

1) Er kataloget blevet helt eller delvist deindekseret i Google?

Klarere signal finder man ikke. Kan dine optagelser ikke blive indekseret i Google, giver de i hvert fald heller ingen værdi for din side.

2) Har Google registreret nye hændelser på sitet i løbet af den seneste måneds tid?

Hvis der ikke er kommet nye undersider i Googles indeks eller sket nyt på eksisterende, allerede indekserede sider indenfor en måneds tid, er et katalog om ikke dødt, så i hvert fald i koma.

Hvis Google ikke finder nye sider på sitet, bliver din tilmelding heller ikke fundet. Hvis det skyldes, at katalogejeren har tabt interessen, bliver din tilmelding slet ikke behandlet, og din tid er spildt. Så er der ikke sket noget på indekseringsfronten i en måneds tid, røg de også af bruttolisten.

Foruden de to kriterier, kan man efterfølgende gå mere i detaljen og se på sådan noget som tilstedeværelsen af skodlinks til spamsites, Nedjustering af  Googles toolbar pagerank m.m., når man skal vurdere et katalogs nyttighed. Og der er jeg ikke i tvivl om, at nogle af de tilbageværende 40 kataloger vil falde for min kvalitetskontrol, når jeg får kigget dem igennem.

Får vi ikke din liste?

Nej, den bliver ikke offentliggjort. Jeg skal ikke bidrage til liste-ræset. Det er en sund eksercits at tænke sig om og arbejde med tingene, og det kan du få lov til nu, hvis du har lyst til at grave videre i linkkatalog-ruinerne og lede efter de intakte kataloger. I gårsdagens indlæg og kommentarer var der dog et par navne på katalogejere, samtidig med, at jeg både i går og i dag har givet nogle tips til, hvordan du kan foretage din egen lille kvalitetskontrol på forhånd.

Og jeg vil heller ikke have ballade, hvis jeg sætter nogle kataloger på listen, som ingen værdi bringer eller som bliver deindekseret i nærmeste fremtid.

Hvad er konsekvensen af det her?

Jeg fik spørgsmål fra nogle folk om, hvorvidt denne Google-oprydning i linkkatalogerne så var skyld i, at deres side hhv. var steget eller faldet i søgeresultaterne på visse søgninger.  Og mit svar er, at man skal være varsom med at overfortolke. Der er mange andre faktorer derude, og linkkataloger var altså i forvejen ikke en af væsentligste faktorer i seriøst SEO-arbejde.

Men det kan meget vel ske, at det har haft en vis effekt, hvis man selv eller ens konkurrenter har stået i samtlige linkkataloger, som nu er ude af indekset. (Forudsat at Google tidligere har tilladt disse kataloger at videreføre linkværdi). Især i brancher med begrænset konkurrence, kan det godt have gjort en forskel, om en webshopejer havde tilmeldt sig samtlige kataloger, mens de andre i branchen slet intet havde gjort ved deres SEO-arbejde.