Jeg har tidligere givet udtryk for, at jeg forventede en større Google-overhaling af de danske linkkataloger, ganske som det tidligere er sket i et par omgange i den engelsksprogede del af internettet. (Og som Mikkel Demib skrev om i begyndelsen af året).

Nu fik linkkatalogerne med grovfilen af Google

Det er nu sket. Det har ikke fået lige så meget omtalte som massakren på artikeldatabaser, men de danske linkkataloger fik et ordentligt fur i samme omgang. Der er blevet deindekseret (helt eller delvist) og fjernet pagerank fra toolbaren. To af de metoder, som Google tager i brug, når de gerne vil sende et signal.

Samtidig er det efter den store eksplosion i antallet af linkkataloger gået op for mange ejere af sites, at det tager tid og er ret kedeligt at administrere et katalog. Derfor er der også ganske mange kataloger, der er gået helt i stå af sig selv, Google-straf eller ej.

Et lille mindretal af linkkatalogerne har overlevet Googles aktion og ser samtidig fortsat aktive ud, som det ser ud lige nu.

Betyder det så, at man helt og aldeles skal holde sig væk fra alt der minder om linkkataloger fra nu af? Nej, så galt står det ikke til. Men det er væsentligt at tænke sig lidt om. Her følger min lille vejledning til, hvordan man kan forholde sig til danske linkkataloger anno efteråret 2010.

Tilmeldinger til kataloger
Gør det bare. Tilmeld dit site, men gør det med omtanke. Der er som nævnt ret få linkkataloger tilbage, som har potentiale til at give værdi.

Derfor skal du passe på med at bruge for meget energi på linkkataloger. Gør en smule forarbejde for at finde ud af, om et givent katalog er værd at tilmelde din side til. (mere om det nedenfor)

Når du tilmelder, skal du sørge for at gøre det ordentligt. Lad være med at genbruge tekst fra andetsteds på nettet, men tilmeld en originaltekst. Flere af de “overlevende” kataloger styres med hård hånd af folk, der går op i kvaliteten af deres katalog. Og følger du ikke deres instrukser, har du bare spildt din tid, når de sender din tilmelding til de evige jagtmarker.

Hvilke kataloger skal jeg så tilmelde mig?

Gå efter kvalitet. Som udgangspunkt sådan nogle som dem der bliver drevet af folk som Claus Heinrich og William Atak. De fokuserer på kvaliteten, kræver velskrevne og originale tekster og sørger for at trimme deres kataloger, så de er up-to-date og har minimalt duplicate content og døde links.

Og om muligt, så gå efter specialiserede kataloger. Specialiserede nicher er vejen frem, hvis man kan tale om en sådan indenfor kataloger.

Hvis du har brug for hjælp til, hvordan man tjekker et linkkatalog, så kig først på selve kataloget. Ligner det en standardskabelon, og findes der links til et væld af junksider, så er det ikke noget for dig. Tjek derefter hos Google. Bliver nye sider ikke indekseret, eller har kataloget kun ganske få sider indekseret, kan du også bare passere gaden og lede videre. Husk også at se på, om der i det hele taget er blevet optaget nye links i kataloget i moderne tid? Mange af katalogerne derude lå allerede øde hen, før Google slog til. Og med den nyeste udvikling skal du ikke regne med, at ret mange af dem vågner til live igen.

Læg ikke vægt på linkkataloger i SEO-arbejdet

Selv før udrensningen havde linkkatalogerne altså ikke så meget vægt. Så det har aldrig været en god idé at lægge al sin energi i linkkatalogerne.

Der skal variation til i din linkbuilding, og linkkataloger skal være et mindre supplement efter “mange bække små”-princippet, ikke et væsentligt ben, som din SEO-strategi skal hvilke på.

Katalogejere

Har du et linkkatalog eller drømmer du om et. Ja, så lyder mit råd at holde kvaliteten så høj som mulig, og at få kataloget til at skille sig ud fra mængden.

Skal man starte et katalog lige nu, så vil jeg anbefale at man vælger sig en niche eller en vinkel på kataloget. Og at man holder stramt fast i den og samtidig er meget påpasselig med kun at godkende tilmeldinger med fyldige og originale beskrivelsestekster. Et katalog, som udelukkende linker til sider om havenisser har en større chance for at blive set som noget, der bidrager med reel værdi, end et, der linker til alt fra børnetøj til casinoer.

Og sørg så for naturligvis kun at godkende tilmeldinger, der fører til sites af en vis kvalitet. Kataloget bør desuden jævnligt tjekkes igennem for døde links, så du også på den front sender signaler om, at det her drejer sig om kvalitet. Husk på, at det er et hestearbejde at drive og vedligeholde et større linkkatalog, hvis man går op i kvaliteten.

Fyld mere på end bare links

Sørg for at linkkataloget bliver til mere end blot et linkkatalog. Faktisk skal det kunne være en hel mini-portal om et emne. Om muligt så vælg et script/cms, der tillader dig at tilføje artikler og indhold til dit site. På den måde kan du på dit håndværker-katalog tilføje forskellige guider til, hvordan man vælger den rigtige håndværker, indhenter sammenlignelige tilbud eller undgår de brodne kar i branchen.

Og når jeg skriver ovenstående, så følger det i naturlig forlængelse at vælge et ordentligt script/cms til at håndtere dit katalog. Få modificeret en WordPress-løsning, test det nye Hubdir-script og lad i hvert fald være med at vælge et af de “gammeldags” scripts, der dårligt nok tillader nogen tilmeldingstekst. Det kan godt være, at de løsninger koster lidt penge, men sammenlignet med den tid, du alligevel skal bruge på at drive dit katalog bagefter, så er det en minimal investering. Hvis jeg eksempelvis bruger et par hundrede kroner på et script, vil det blot være en minimal del af den samlede investering, hvis jeg skal bruge blot en time om ugen på at vedligeholde mit katalog. Samtidig vil en ordentlig løsning også øge sandsynligheden for, at du ikke bliver sparket ud af Google på et senere tidspunkt.

OBS: Der er ingen garanti for, at dit katalog ikke ryger ud af Google på et senere tidspunkt, selv hvis du følger mine råd ovenfor. Så er det sagt.