Fodbold på søgemaskinerne
I dag skiftede fodbold- og landsholdsspilleren Martin Jørgensen til AGF i den danske superliga. En stor begivenhed i sportsverdenen.

Jeg går op i fodbold, så sådan en nyhed er noget, jeg følger med i. Men jeg er også søgemaskinenørd, så det gav mig også en kærkommen anledning til lige at foretage et ‘temperaturtjek’ på hhv. Google og Bing på søgningen “Martin Jørgensen”.

Forventninger på forhånd
Hvilke forventninger kan man have på forhånd til en Martin Jørgensen-søgning kl. 18 på en dag, hvor han har været rygtet til dansk fodbold i et par dage og transferen netop er blevet offentliggjort en times tid før?

Jeg ville forvente, at jeg skulle kunne finde nogle baggrundsinformation om ham, da jeg måske nok vil have genopfrisket, hvad han er for en fisk, og så vil jeg forvente nogle aktuelle artikler fra danske medier og hjemmesider om hans skifte til AGF.

Lad os så se på, hvad jeg faktisk fik: (Begge søgninger direkte fra google.dk og bing.dk uden citationstegn rundt om navnet).

Hvad leverede Google?
Google leverer en fanside til Martin Jørgensen på førstepladsen. Herefter noget wikipedia og nogle billeder af ham. (Og et af prinsesse Alexandra, da hendes kæreste/mand/hvad han er også hedder Martin Jørgensen. Han har også en wiki-entry i top-3).

Herefter er der 6 nyheder fra pressen om hans skifte, samt en engelsk wikipedia-entry på 9. pladsen.

Alt i alt et søgeresultat, der opfyldte mine forventninger. Der var et par kilder til at læse om ham og rigeligt med læsestof om den aktuelle situation.

Hvad leverede Bing?
Bings søgning startede positivt. Først for kom en lille nyhedssektion med links til 3 avisers hjemmesider og mulighed for at klikke videre til en decideret nyhedssøgning på Martin Jørgensen. Fikst og brugbart.

Det første ‘normale’ resultat er den selvsamme fan-side som også var nr. 1 hos Google.

Men herefter går det altså mindre godt for Bing. Norsk wikipedia, engelsk wikipedia, en fotoblog og italiensk wikipedia. De sidste fem søgeresultater giver to indlæg fra en norsk fodboldside og tre indlæg relateret til nogle ikke-fodboldspillende Martin Jørgenserne derude i verden. Søgeresultatet rundes af med nogle billeder, hvor 3 ud af 5 er med fodboldspillende Martin Jørgensen.

Min konklusion?
Jeg er faktisk lidt overrasket over, at Bing faktisk leverede noget nogenlunde brugbart i toppen af siden. Deres relevante nyhedslinks var en kærkommen overraskelse.

Til gengæld var det meste af søgningen ca. lige så håbløs som forventet med danske søgninger på Bing. Tre norske resultater i top-ti – og wikier på norsk, engelsk og italiensk, men ikke dansk. Kan Bing virkelig ikke skelne fornuftigt mellem dansk og norsk endnu?

Men min konklusion er, for at citere den forhenværende Brøndby-træner Rene Meulensteen, at Bing fortsat er “f*cking miles away”, hvad angår kvaliteten af deres danske søgeresultater.