Jep. Nu skriver jeg så et helt indlæg, bare for at lukke ned for mit Sherlock-tema. Tak til dem, der måtte have holdt ud og læst med hele vejen, selvom vinklen var lidt skæv i forhold til SEO og online synlighed.
I disse indlæg har jeg delt en smule ud af anekdoter, værktøjer og metoder. Som i de fleste andre sammenhænge har jeg naturligvis holdt lidt tilbage, som jeg ikke har noget behov for at dele. Men det er faktisk kun metoder og tankegange. Jeg tror, at jeg undervejs i indlæg og kommentarer har delt alle de værktøjer, som jeg bruger, når jeg fra tid til anden hygger mig med at lege netdetektiv. I hvert fald har jeg ikke bevidst undladt at omtale noget tool af nogen art. Det sidste krydderi er bare en smule kreativ brug og især kombination af disse metoder.
Her til sidst ville jeg have smidt et link til en fuldstændig syret debat, hvor en sand mester udi netdetektivens kunst folder sig ud. En kæk fyr på et amerikansk forum udfordrer den lokale detektiv og bliver hængt fuldstændig til tørre, komplet med billeder af forældre og kæreste og det hele. Alt sammen på et amerikansk nørdeforum. Men jeg har åbenbart forlist linket til denne debat og mine detektivevner kom til kort, selvom det ellers var en farverig debat med billeder af knivstik i halsen, forsmåede kæreste der blander sig debatten og meget mere. Sidder du derude og genkender beskrivelsen af debatten, så smid endelig et link.
I stedet må jeg så lukke af med lidt flere egne anekdoter om, hvad man kan finde, hvis man fra tid til anden bliver nysgerrig.
På et tidspunkt læste jeg noget med på nogle store amerikanske webmasterfora og faldt her tilfældigt over nogle forskellige indlæg fra danskere. Den ene ville gerne sælge links og reklamerede med, at han kunne sælge fra sin danske PR3-blog. I footeren på sit debatindlæg havde han nogle links til egne sider. Det var dog ikke nogle af disse, han solgte links fra, men det tog ca. to min med et backlink-tjek, før jeg havde fundet den blog på TV2’s hjemmeside, hvorfra han solgte sine links. En risky business-model af tre årsager. 1) Google bryder sig ikke om salg af links, og hvis jeg kan finde ham på to min, hvad kan Googles folk så ikke. 2) Forsmåede konkurrenter til hans kunder kan hjælpe Google på vej og melde ham for linksalg. 3) TV2-blogs bliver altså moderet, så spammy blogs med engelske indlæg kan hurtigt aflive en blog hos dem.
På samme forum fandt jeg et modsvarende indlæg fra nogle danske SEO’er, som ville købe bloglinks. De var ligeglade med, hvor de var placeret, blot folk ville lade dem lægge deres egne artikler på bloggen mod betaling. Fikst nok, og de optrådte da også under en slags pseudonym. Men de begik et par små fejl. 1) Der var et link i profilen, som kunne spores tilbage til deres egne sider. 2) Den ene genbrugte sit brugernavn fra dette forum på andre, tilsvarende fora, hvor han skrev under eget og fulde navn. Det er nok heller ikke for fikst, fordi Google vel heller ikke ser alt for mildt på køb af links.
Jeg håber, at du har fået bare en smule ud af Sherlock-temaet. Find bare luppen frem og prøv dig frem, næste gang du bliver nysgerrig online. Det kan være ganske underholdende.
PS: Jeg gjorde intet udover at smile lidt for mig selv ved de to ovenstående sager med danskerne. Det var ikke med ond hensigt, at jeg kiggede efter. Jeg blev bare nysgerrig. Og hvis jeg snuser forbi din side på et tidspunkt, er det sikkert af samme årsag. :o)
Det har været et interessant forløb Frank.
Jeg har i hvert falt fået et par nye værktøjer, eller metoder om man vil, hvis jeg skal ud og snuse i noget der har en længere historie end hvad det umiddelbart ser ud til på overfladen 🙂
En hyggelig lille rejse du har leveret her, den har været interessant, og jeg har da også lært et trick eller 2 undervejs 🙂
Kom endelig med flere… snart! hehe
Tak for feedback. Det er rart at høre, at I har kunnet bruge lidt af det, jeg har skrevet.