Analyticsbogen – et must-buy

Analyticsbogen er en dansk e-bog om webanalyse i almindelighed og Google Analytics i særdeleshed. Skrevet af Jacob “Webanalytiker” Kildebogaard og Morten “Kondom-pusher og e-købmand” Vadskær.

Den fylder 312 sider og koster 590 kr. + moms.

Let tilgængelig bog

Bogens generelle opbygning er meget brugerminded. Der er en struktur igennem bogen med en hurtig, en lidt grundigere og en ekstremt grundig tilgang til de forskellige dele af webanalyse. I forfatternes terminologi hedder de tre dele hhv. “20 minutter”, “2 timer” og “20 timer”, efter hvor meget tid man vil bruge på området.

Og så sætter jeg pris på, at de allerede lige efter forordet prøver at give mig en idé om, hvilke afsnit jeg skal læse først, hvis jeg er interesseret i mest mulig value-for-money (eller måske nærmere value-for-læsetid).

De to elementer tilsammen gør, at den mindre rutinerede Analytics-bruger (eller totale nybegynger) kan kaste sig lige ud i at bruge bogen som en håndbog. En håndbog, der giver nemme instrukser i, hvad man skal gøre for at begynde at bruge Analytics seriøst på sin hjemmeside eller webshop.

Og derfor vil jeg faktisk også kalde bogen for lettilgængelig, selvom den beskæftiger sig med noget, der ofte bliver opfattet som tungt, kedeligt og svært at have med at gøre.

Hvad rummer bogen?

Bogens indhold er en blanding af mekanik og analyse. Mekanikken handler om, hvordan man skal tweake forskellige koder og andet for at kunne vise dette og hint. Analysen derimod giver ideer til, hvad man kan få ud af at analysere data for ens side.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg i den grad mere er til analyse end til mekanik, men jeg synes ikke, at mekanikken tager overhånd i bogen. Ja, nogle gange kan der være nogle lange kodestumper og et væld af screenshots for at forklare, hvordan man gør et-eller-andet. Men hvis man ikke har brug for at implementere det lige nu, mens man læser, kan man hurtigt vænne sig til at skimme hen over de afsnit og læse igen, når der kommer noget kød på.

Og der er meget kød på analyseindholdet. Der gennemgås et væld af forskellige vinkler på analysen, og der bruges nogle gode eksempler, så det ikke blot bliver støvet teori.

Hvad fik du så ud af bogen, Frank?

Jeg har fået tre ting ud af at købe og læse Analyticsbogen.

1) En lille håndbog, som jeg har brugt et par gange til at foretage forskellige justeringer og andet ved mine Analytics.

2) Et opslagsværk, så jeg kan finde i den rigtige retning, hvis jeg skal hjælpe nogen med at få et eller andet til at virke rigtigt, så vi kan spore noget i Analytics.

3) En hel del inspiration til brug af Analytics som analyseværktøj.

Jeg er slet ikke blevet færdig med at implementere mange af de ting, som jeg har skrevet på to-do listen, efter at have læst bogen.

Men bliver den ikke hurtigt forældet?

Når nu Analytics udvikler sig så hurtigt, som det er tilfældet, bliver sådan en bog så ikke forældet på ingen tid?

Jeg kan allerede nu se flere punkter, hvor udviklingen har overhalet bogen. Den asynkrone kode, der i bogen omtales som en alternativ løsning, er blevet forfremmet til standardkode. Og mht. at se folks reelle Adwords-søgninger i Analytics, så er det også blevet gjort nemmere nu.

Men blot fordi rammer og mekanik måtte ændre sig noget, betyder det ikke, at bogen bliver ubrugelig. De mange dele, hvor man kan hente reel inspiration til, hvordan man bruger webanalyse i almindelighed og Analytics i særdeleshed, bliver ikke sådan overhalet af udviklingen. Så min vurdering er, at mindst 60-70 procent af indholdet er temmelig robust overfor udviklingen i den nærmeste fremtid og værdien ikke bliver formindsket af, at der sker en hurtigt udvikling på Analytics-området.

Hvem bør købe Analyticsbogen?

Det bør alle, der mener deres webshop seriøst og ikke i forvejen har helt tjek på deres analyse og installation af Analytics. Hvis du har en webshop og blot har klasket en kode ind og ser lidt på besøgstal, så vil denne bog kunne tjene sig ind i løbet af nul-komma-fem. Den giver mange gode redskaber og metoder, der kan bidrage til at forøge omsætningen og nedbringe omkostningerne.

Andre folk, som gerne vil have bedst muligt udbytte af deres websider, f.eks. konsulenter som undertegnede, vil også kunne have gavn af Analyticsbogen. Det kræver ikke en webshop at kunne nyde godt af indholdet i bogen.

For at sige det helt kort. Køb bogen, hvis du gerne vil have det maksimale ud af din hjemmeside og ikke føler dig helt hjemme i Analytics.

Disclaimer:

Jep, den sædvanlige disclaimer. Selvom både Vadskær og Kildebogaard er nogle flinke fyre, så har jeg betalt ærligt og redeligt (og fuld pris) for bogen. Jeg har ingen affiliate-aftale og får ingen gevinst ud af at anmelde bogen her. Jeg mener, hvis det ikke fremgår tydeligt nok, at bogen er et must-buy og at du skal have plastikkortet frem for at købe den – og det er min ganske ærlige, upåvirkede mening.

Tilføjelse: Der er også en light-udgave

Som det er ved at være praksis for e-bøger af en vis størrelse, findes der også en light-udgave af Analyticsbogen. (som jeg blev mindet om af Jens Dalsgaard). Den er på 78 sider, og jeg må være jer svar skyldig på, hvor mange af godterne der findes i light-udgaven. Jeg har ikke læst den. Men den kan sikkert være en god introduktion for dem, der er tvivl om de bør investere i bogen.

15 meninger om “Analyticsbogen – et must-buy”

  1. Tak for det, Jens.
    Jeg købte den selv direkte, så jeg havde slet ikke tænkt på at nævne light-udgaven. Det får jeg lige rettet.

  2. Rigtig god boganmeldelse (men hvad andet kan man forvente på denne blog?) – jeg har også læst anayticsbogen, og vil sige at den er et must for alle som driver seriøs e-handel

  3. Hej Frank

    Tak for en rigtig god gennemarbejdet anmeldelse, det er jeg meget glad for.

    Du har helt ret mht. udviklingen indenfor webanalyse og Google Analytics, og det var også derfor vi har valgt at lave det til en e-bog frem for en fysisk bog. Købere kan nemlig godt forvente at der kommer lidt opdateringer nu og da, når vi selv har fået testet de nye elementer. Vi garanterer ikke en fuldt opdateret bog mange år fremover, men vi bestræber os på at opdatere bogen. Dine to punkter ramte nemlig plet – de står øverst på listen over opdateringer 🙂

  4. Glimrende anmeldelse Frank
    En af de ting jeg også bed mærke i ved bogen angår er prisen. Jeg synes man får rigtig meget for pengene, så der er nærmest ingen undskyldninger tilbage for ikke at købe den:)

  5. Jeg kan kun give dig ret i din gennemgang. Jeg har selv den fulde udgave, men har desværre ikke fået læst det hele endnu og slet ikke haft tid til, at få noget af det implementeret, men der er helt sikkert guld at hente.

    Der er dog én ting som irriterer mig grænseløst :-), og det er, at man ikke kan klikke på et link i indholdfortegnelsen for at gå til et bestemt afsnit. Det er som om, at sidenumre er medtaget i indholdsfortegnelsen, man havner aldrig det rigtige sted 🙂

  6. God anmeldelse Frank.
    Det har hele tiden været meningen at jeg skulle have købt og læst den, men det var røget i glemmebogen. Men nu bliver jeg nød til at købe den 🙂

  7. Jeg vil godt sige tak for en pæn og sober anmeldelse. Nu ved jeg jo, at du har en meget tal-mæssig baggrund og er meget analytisk, så de pæne ord varmer bestemt.

    Heldigvis er det jo en e-bog, så vi har mulighed for løbende at tilpasse bogen, så folk får en up to date udgave.

  8. @Jacob & Vadskær,
    Fedt, hvis I oveni leverer opdateringer. Min pointe i indlægget var, at selv hvis det ikke sker, er bogen stadig pengene værd. Så det er en flot ekstra bonus, hvis man på et tidspunkt kan se frem til nogle opdateringer.

    @Alle andre,
    Vi er vist ret enige om den her bog. 🙂
    Og min største udfordring er helt klart at finde tiden til at implementere og undersøge alle de ting, jeg er blevet inspireret til ved at læse bogen.

  9. Hm, bogen er jo ikke up-to-date på kodefronten osv, men som jeg skrev dengang for længe siden, er der en del om Analytics & webanalyse i almindelighed, som stadig giver værdi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *