Inspireret af en debat på Amino, kastede jeg mig tidligere på dagen ud i en mindre SEO-test.

Debatten gik på, om man kunne bruge underscore i URL’er, hvis man af uransaglige årsager ikke kunne bruge den gængse bindestreg. Jeg svarede selv glad og fro, at man sagtens kunne bruge underscore i stedet og henviste til søgeresultater, hvor nøgleord var highlightet i URL’er med underscore samt til en artikel, hvor Matt Cutts var citeret for (allerede i 2007) at Google nu opfattede underscore som et mellemrum.

Bog-forfatteren Rosenstand blandede sig lidt i debatten og fik mig til at indse, at jeg hellere lige selv måtte teste i stedet for blot at stole på Googles udmeldinger.

Som sagt, så gjort.

Testen

Jeg fandt en hjemmeside i samlingen, som blev crawlet hyppigt nok til at kunne bruges til en hurtig test. Fandt på en tre-ords søgefrase med tilstrækkelig lille konkurrence, og så var jeg klar.

Jeg skrev to nye sider til hjemmesiden og gav dem den samme tre-ords-frase som URL, den ene med underscore og den anden med bindestreger. Søgefrasen indgik ikke et eneste sted i title, description, indhold eller andre steder. Faktisk sikrede jeg mig, at ikke et eneste af de tre ord var at finde på de to nyskrevne sider, men kun i URL’erne.

Herefter udgav jeg først versionen med underscore, ventede på, at den blev indekseret og konstaterede, at den ikke kunne findes på tre-ords-frasen. Kun hvis jeg søgte på tre_ords_frase med underscore mellem ordene, dukkede den op.

Anderledes forholdt det sig med siden med bindestreger i URL, da den blev udgivet. Den dukkede fint op på en søgning på frasen. Altså var Google i stand til at skelne de tre ord, når bindestreg var brugt, men ikke når underscore var brugt.

Konklusioner

Jeg kan uddrage et par konklusioner af ovenstående forløb:

1) Brug bindestreg frem for underscore i dine URL’er.

2) Pas på med at stole blindt på meldinger fra Google.

3) Det er en god idé at teste, så man ikke kommer til at videregive mindre-end-optimale råd..