Google har netop annonceret, at de ruller det såkaldte Google Instant ud på google.com straks og med en slags soft roll-out på syv andre landedomæner, hvor man skal være logget ind for at opleve det. (Dog ikke .dk endnu, men vi kan ikke være så langt efter).

Instant er navnet på en slags Google Suggest på speed, hvor Google ikke blot foreslår søgninger, men gætter på, hvad du vil søge efter, og viser søgeresultaterne live og tilpasser dem, mens du taster.

Ja ja, det er meget godt, men hvad betyder det for mig!?

SEO-effekt

I forhold til SEO-arbejdet, vil det potentielt set have en påvirkning, der minder lidt om, da Google Suggest blev rullet ud. Altså at man vil kunne se et øget antal søgninger på de udtryk, som Google gætter sig til. Jeg er dog ikke helt så sikker på den, da de folk, der har tænkt sig at skrive et søgeord i stil med “blomsterhandler” formentlig ikke stopper op og klikker på et søgeresultat fra den søgning på “blomster”, som Google nok vil gætte på efter et par tastetryk.

Men der er meget gætteri i det, må jeg indrømme. Menneskers opførsel er ikke altid helt så nemt at spå, når det gælder noget nyt som det her. Og vil folks tastehastighed spille en rolle for deres sandsynlighed for at blive distraheret af et andet søgeresultat end det, de egentlig havde tænkt sig at skrive? Og betyder det, at korte, generiske udtryk vil blive vigtigere i segmenter med langsomme tastere. Spændende er det i hvert fald. Om noget vil det betyde færre søgninger på longtails og flere på kortere udtryk, hvis folk bliver distraheret undervejs.

Adwords-effekt

Det er endnu mere spændende, hvilken effekt det får på Adwords. På Googles officielle Adwords-blog, beskriver de effekten på Adwords-systemet.

Kort sagt handler det om, at der også bliver vist Adwords-reklamer samtidig med søgeresultater, mens folk taster. Men at der kun tælles visninger, hvis folk trykker enter eller search (som før Instant kom til), hvis der trykkes på en reklame, eller hvis de holder tre sekunders pause i indtastningen.

Igen betyder det, at det bliver spændende at se, hvor mange langsomme tastere der findes derude. Eller folk, som lige skal kigge engang på resultatet for “blomster”, før de fortsætter med at taste “blomsterhandler”. Det kan betyde et ganske pænt fald i CTR for visse søgeord, hvis folk ofte holder pause – og måske en stigning i CTR, hvis man kan skrive lokkende annoncer, der kan distrahere folk på vej til deres mål. (Og her skal man så igen overveje, om det så bliver lige så målrettede besøgende, som man plejer at få – eller om visse search ads vil komme til at ligne noget fra indholdsnetværket, fordi intentionen måske ikke var helt præcis). Jeg tror, at nettoeffekten vil være et ganske pænt fald i CTR på en lang række søgninger.

Igen vil tiden vise det, men folk skal i hvert fald holde øje med deres Adwords-data, når Instant rammer Danmark.

Hvad synes du selv, Frank?

Jeg synes umiddelbart, at Google Instant virker som noget pop, og giver nogle forvirrende tasteforløb. Men siden Google nu ruller det ud, har deres tests nok ikke vist, at folk løber skrigende borg. Så det kan være, at man vænner sig til det.

I hvert fald er det endnu et skridt væk fra den søgemaskine-uden-pjank og udenomsgejl, som Google slog igennem på at være – og det kan være endnu en lillebitte åbning i flanken for en anden til at indtage den plads. (Selvom jeg har svært ved at se andre true Google på den korte- eller mellemlange bane her i DK, hvor f.eks. Bing fortsat leverer middelmådige resultater).