Panik! Du skulle ind og tjekke din ranking på dine yndlingsord på Google og pludselig var din hjemmeside ingen steder at finde. Helt forsvundet fra Google! Hvad gør du nu?

En situation, som mange har oplevet – og som regel har der i virkeligheden ikke været grund til panik. Men det forhindrer ikke forum-tråde med overskriften “Min side er forsvundet fra Google” til at udvikle sig mere eller mindre paniske i mange tilfælde.

Er din side forsvundet, så træk vejret roligt og gå gennem følgende spørgsmål først, før du panikker igen:

Er din side ny?

Start her: Hvis din side er helt ny i Googles indeks, vil den være ustabil i den første periode. Den vil hoppe noget op og ned i placeringer og ikke mindst vil den nogen gange hoppe helt ud af indekset. Den kan godt være væk i en hel dags tid, uden at det betyder noget som helst. Så vent! Slå koldt vand i blodet, find tålmodigheden frem og fortsæt med at arbejde på siden.

Er din side helt væk?

Tjek om din side er helt ude af indekset ved at bruge “site:ditdomæne.dk” i Googles søgefelt (uden citationstegnene). Så vil du få en opremsning af de sider på dit domæne, som Google har indekseret. Kommer der data frem, når du skriver denne søgning, er du ikke smidt ud af indekset.

Er det kun et enkelt søgeord?

Er det kun på et enkelt søgeord, du ikke kan findes, kan det skyldes forskellige ting. En af dem er, at du har “overoptimeret” din side (eller rettere optimeret den forkert) og har udløst en trigger til en korrektion i Googles algoritmer. Eksempelvis hvis du har dit keyword stående alt for mange gange på siden, kan du godt risikere at droppe mange sider tilbage på bestemte søgninger. Eller man kan have fået linket lidt uhensigtsmæssigt som det skete for Lars Bachmann, der ellers er en dygtig SEO’er.

Er du faktisk forsvundet helt fra Google?

Hvis det usandsynlige måtte være sket, at din hjemmeside er helt væk fra Googles indeks, og det ikke skyldes, at den er ny, og du har ventet nogle dage – uanset om den er ny eller gammel. Ja, så er på det tide at gå i panik. Enten det, eller tænke meget nøje over, hvad der kan have været årsagen til, at din side blev smidt ud. Kan du selv komme i tanke om, at du har gjort noget, der var helt imod Googles retningslinier, kan du selv begynde at rydde op.

Når du så er sikker på, at din hjemmeside er helt ‘clean’, og der slet ikke kan findes mere snavs, set med Googles øjne – så kan du via Google Webmaster Tools indsende en såkaldt ‘Site reconsideration request’. I sådan en beder man Google om at kigge pænt på ens side og optage den i indekset igen. I ansøgningen skal man gøre nøje rede for, hvad der var galt med siden før, og hvad man har gjort for at rette op på skaderne igen.

Og så skal man sikre sig, at ALT er ryddet op. Der skal ikke været noget småsnavs tilbage i hjørnene, for man får efter sigende kun en enkelt chance. Lad være med at prøve på at snige noget igennem. Er du i tvivl, så hyr hellere en SEO-kyndig i nogle timer til at gennemgå dit site, før du sender ansøgningen.