Amerlog – er al omtale god omtale?

Firmaet Amerlog bygger bjælkehuse. De fik for nylig ørene i maskinen i et forbrugerprogram på TV2, hvori de blev fremstillet som byggesjuskere og konkursryttere. Efter tv-omtalen blev de efterfølgende kommenteret flittigt på flere blogs og i læserbreve. Som jeg tidligere nævnte andetsteds, gik det temmeligt hårdt ud over deres ry på nettet, hvis man søger på deres navn.

Men hvis man søger på deres primære produkt, nemlig bjælkehuse, så kan omtalen faktisk have medført en fremgang. Jeg tjekkede resultatet af søgningen “bjælkehuse”, da udsendelsen lige havde været i TV2. Her lå Amerlog nummer 3-4 stykker. I dag kiggede jeg en gang mere på den søgning, og på førstepladsen lå sørme Amerlog.

Deres historik og backlinks bærer ikke præg af, at de har haft hjælp til deres SEO, så det kan meget vel tænkes, at links fra indignerede bloggere har været med til at forbedre Amerlogs position. Ironisk, hvis det er tilfældet. Pludselig kan Simons Spies’ gamle ord komme til deres ret i Googles søgeresultater.

Den synlige mand går i luften

Jeg har længe ønsket mig en platform at skrive noget fornuftigt om synlighed på nettet, SEO, ORM og alle de andre forkortelser. Emner som ikke helt passer ind i stilen på min hyggeblog, og hvor jeg har mere på hjerte, end hvad jeg kommer ud med, når jeg deltager i debatterne på Amino.

Og her er den så. “Den synlige mand” efter lang tids brainstorm navnet på min blog. (Forklaringen på det mærkelige navn er her).

Hvad skal du så forvente dig af bloggen her? Mit formål er i første omgang at levere nogle kvalificerede indlæg med observationer, betragtninger, nyheder og tests indenfor især SEO. Men på den anden side bliver det ikke en ren SEO-blog. Jeg vil også beskæftige med reputation management på forskellige niveauer, blogging, IM og meget mere, som kan relateres til synlighed på nettet i den brede forstand.

Velkommen til! Nap mit feed, hvis du kan lide, hvad du læser. Kommentér på mine indlæg, hvis du har noget på hjerte og skriv endelig til mig, hvis du har forslag, ris eller ros.