Google bliver for tiden mere og mere kreativ med søgeresultaterne. Og her tænker jeg ikke på deres nye layout eller alle de ting, de prøver at mase ind i søgeresultaterne, men på selve indholdet. De helt basale søgeresultater som dette:
En søgning på mit navn, der bringer denne blog op som første resultat. Overskriften er den sidetitel, jeg selv har skrevet, og brødteksten (eller snippet) er sørme den meta description, jeg selv har forfattet (som det har været reglen, når søgeudtrykket indgik i teksten til meta description).
Reglerne før:
Hvis jeg kort skal opsummere, så var det indtil for godt et års tid siden sådan, at Google brugte din sidetitel som overskrift i søgeresultatet (med mindre du var en af de meget få, hvor de af uransagelige årsager valgte at bruge noget fra DMOZ). Og meta description blev brugt som brødtekst, hvis den indeholdt søgeudtrykket og ikke var ekstremt kort.
Sådan er det ikke mere:
Men sådan er det godt nok ikke mere. Jeg registrerede først Googles nye mod på at ændre SERP-overskrifter, da jeg fik en ny kunde, som havde præcis den samme sidetitel på alle sider. Da jeg tjekkede deres rankings på nogle oplagte søgeord, undrede jeg mig over, at disse søgeord forekom i overskriften på deres søgeresultater. Det få øjeblikke efter, at jeg havde tjekket, at der ikke var brugt unikke titles på siden, og kunden kunne bekræfte, at det havde der aldrig været.
Siden har jeg registreret det oftere og oftere på sites helt uden title eller med enslydende sidetitler på alle sider. At Google typisk går ind og tager overskriften fra indholdet på selve siden og sætter som SERP-overskrift, hvor title plejer at være. Det lader til, at Google-folkene vedtog, at de godt tør bruge den metode for at skabe bedre søgeresultater, når de ingen hjælp fik af site-ejerne.
Google giver den en tand mere
Og i de seneste måneder har Google så givet den en tand mere i sin justering af sidetitler.
Søger jeg f.eks. på “online tekstforfatter”, ser det første resultat således ud:
Ikke chokerende er det Michael Aagaard og hans online-tekstforfatter.dk, der ligger på førstepladsen. Overskriften hos Google hedder “Online tekstforfatter”. Det er jo altsammen meget godt. Men klik du lige ind på Michaels hjemmeside og kig på title på forsiden.
Jep, i den sidetitel står der ikke “online tekstforfatter” nogle steder. Og det er ikke noget med, at han lige har ændret på noget. Sådan her ser en site:-søgning nemlig ud:
En fin overskrift i søgeresultatet, der bruger hans sidetitel. Google har altså bare vedtaget, at Online Tekstforfatter er den bedste og mest passende overskrift for søgningen på “online tekstforfatter”. Bemærk også, at det ikke er sidens overskrift, der er blevet ophøjet til overskrift. Overskriften på forsiden (i H1-tags) hedder nemlig Online-Tekstforfatter.dk.
Google bliver endnu mere avanceret og egenrådig
Men Google lader slet ikke til at være færdig med at eksperimentere endnu. Læser man denne artikel fra maj måned, er der en amerikansk SEO-fyr, der har oplevet, at Google har valgt at bruge noget tekst fra indgående links til at danne en blanding af hans sidetitel og linkteksterne til at skabe overskriften. Dvs. at Google også kan finde på at lægge vægt på, hvad andre kalder dit indhold, når der skal dannes overskrifter i søgeresultaterne.
(Det kan også være, at det er tilfældet i mit første eksempel – at Google har registreret nok links til Michaels side med Online Tekstforfatter som en del af linkteksten til, at systemet føler sig sikkert nok til at omdøbe overskriften).
Hvad skal vi så gøre, Frank?
For det første skal vi måske ærgre os en smule over, at vi har mistet en pæn del af kontrollen med søgeresultaterne. Vores meget gennemtænkte og velovervejede sidetitler bliver måske nu trumfet af andre faktorer på en pæn del af søgningerne som Google udvikler det her yderligere.
For det andet skal vi overveje, om det måske ikke også er et signal til, at sidetitler fremover vil blive vægtet en tand lavere i Googles algoritmer. Når Google går ned på selve siden og tager overskriften dér, kan det være, at den slags indhold kommer til at betyde lidt mere. Overskrifterne vil oftest være lidt mere naturlige i sproget, fordi de skal vises meget direkte til de besøgende.
Og for det tredje skal vi være opmærksomme på, hvordan vi evt. kan påvirke de andre faktorer, der nu spiller ind i bestemmelsen af overskrifterne. Kunne Michael f.eks. få en lidt mere sexet SERP-overskrift ved at bruge en prominent tekst på sin blogforside med ordene “Online Tekstforfatter” i? Og kan vi spekulere i at tænke endnu mere strategisk med overskrifter og underoverskrifter på vores sider?
Eller kunne ankertekster fra indgående links med linkteksten “Lækker online tekstforfatter” påvirke online-tekstforfatter.dk’s visning i søgeresultaterne? Og betyder det, at man skal tænke sig rigtigt nøje om, hvis man selv har mulighed for at have indflydelse på ankerteksterne på indgående links?
Jeg kan love jer, at jeg nok skal teste løs på det her og holde øjnene åbne efter, hvad Google nu finder på. Observerer I noget sjovt i samme boldgade, så skriv endelig løs i kommentarerne nedenfor.
Hej Frank
Det har faktisk været sådan et stykke tid, men vi er jo tilbøjelige til at teste de samme søgninger igen og igen, og derfor kan der gå lang tid, før vi opdager Googles lille leg med titler.
Jeg ser det umiddelbart som en klar fordel, for det betyder jo, at den enkelte URL vises i SERP med en for søgeren yderst relevant sidetitel.
Søger du f.eks. på “Concept Interest”, vil du se, at concept-i.dk vises med kun firmanavnet som sidetitel, hvilket jo er bedre i relation til den søgning, end den sidetitel, den URL reelt har.
Jeg er 99% sikker på, at det er muligt at påvirke Googles valg af sidetitel med målrettet linkbuilding med de rette ankertekster.
Hold da op! Jeg har svært ved at se hvordan CTR’en på de organiske søgninger skal stige, hvis title tagget bliver helt udspillet. For er Google bedre til at lave en passende title, end webmasteren selv? Næppe.
Måske er dette bare det næste skridt til at gøre AdWords endnu mere dominerende…
Dog er det helt sikkert vejen frem når det gælder duplikerede og ikke udfyldte title tags.
@Lars: Google piller ikke ved sidetitlen i forhold til sidens primære keyword. Har du en side optimeret til “Grønne bananplanter”, og du har sidetitlen til at starte med “Grønne bananplanter”, vil Google ikke vise en anden sidetitel til den søgning. Men de vil måske gøre det på en søgning efter “Leverandører af farvede bananplanter” – og har du den tekst på siden og i indgående links, er det jo kun en kæmpe fordel for dig, at de gør det.
Jeg ser ikke dette som et skridt til at gøre AdWords mere dominerende – tværtimod. Jeg ser det som et skridt til at tydeliggøre de organiske resultater endnu mere.
Hej Frank
Jeg har også observeret det i forhold til egne søgninger. Resultater som peger til samme adresse kan blive vist med forskellige sidetitler.
Det er blandt andet observeret med følgende titler som begge peger på haandlavet.dk søgestreng angivet i parantes:
Haandlavet.dk – 3d saks papir (3d kort)
Hama perler og hobby butik for de kreative (Hama perler)
@Rosenstand,
Ja,i hvert fald i nogle måneder har det været sådan. Jeg noterede mig desværre ikke, hvornår jeg stødte på det første gang.
Jeg ved ikke helt, om jeg ser det som en fordel på veloptimerede sider. Overskrifter som blot består af søgeordet er jo ikke specielt spændende. For dårligt optimerede sider er det til gengæld entydigt en fordel – og når man lige får styr på, hvordan man kan twiste forskellige parametre, kan det måske også blive en fordel for dem, der har lyst til at nørkle lidt mere med det.
@Lars,
For sider med håbløse titles er det en klar fordel, og dermed kan det hurtigt ende med at gøre SERPs bedre i almindelighed. For en selv vil det i hvert fald være sundt at holde øje med ens fremtoning på nogle af de mest populære søgninger.
Det er en ret vigtig nyhed det her… Jeg fornemmer lidt, at der generelt blæses lidt til kamp mod de mindre dygtige SEO’ere, hvilket vel sådan set er meget godt.
Til gengæld synes jeg at det er lidt ærgerligt, hvis man som virksomhed ikke selv kan styre – direkte – hvordan man ønsker at fremstå i SERP. Ja, jeg ved godt at dem det i første omgang rammer, nok er dem der i forvejen ikke havde optimale titler og dermed principielt var ligeglade/ubekendte overfor det.
Spændende at følge udviklingen i øjeblikket! Hold op der er gang i nettet 🙂
Hej Frank
Jeg har rent faktisk også oplevet, at de også laver om på meta description hvis jeg laver sådan en søgning “søgeord1 + søgeord2 site:url.dk”. Men det er måske meget normalt eller hvad?
Forstår du hvad jeg mener? ellers kan jeg lige sende et par screenshot.
Frank
@Steen,
Enig i, at det her både er vigtigt og spændende. Det kan godt være, at tonen i mit indlæg blev en anelse for negativ, for personligt ser jeg et væld af muligheder for at justere på en stribe mindre håndtag og skabe nogle rigtigt gode søgeresultater for visse sider. Især hvis man har sider, der er godt placeret på en række forskellige søgninger.
@Frank Økoshop: Det har de gjort i mindst 4-5 år, og det er helt normalt.
@Frank,
Ja, jeg kom ikke så meget ind på meta description, for det er ikke nyt, at Google tager sig noget større friheder på den front.
Der sker f.eks. ofte noget, hvis du har for korte descriptions. Så kan G finde på at fylde noget ekstra på. Og hvis der er mange søgeord i søgningen, kan brødteksten udvides og bestå af flere fragmenter fra siden. Og så selvfølgelig, hvis de brugte søgeord ikke er en del af din meta description.
@Frank H sådan opfattede jeg ikke din tone. Jeg er helt med på problemstillingerne i det. Tænker at det vel i sidste ende er meget godt alt i alt… Hvis ens titles ændres, er det jo også et tegn om at man skal stramme op 🙂
@Rosenstand Der kan man bare se, har stadig rigtig meget at lære.
Det med navnet (Frank Økoshop)var nok en god ide. Vil ikke have “Frank den synlige mand” til at står som en rookie:-)
@Rosenstand
Det er jeg med på – nu tænkte jeg bare over fremtiden, hvis Google selv lavede titlen hver gang, så vil jeg mene at resultaterne vil blive dårligere, ligesom Frank skriver:
“Jeg ved ikke helt, om jeg ser det som en fordel på veloptimerede sider. Overskrifter som blot består af søgeordet er jo ikke specielt spændende”.
Men det er helt klart positivt for dårligt optimere sider!
Jeg synes umiddelbart at tiltaget lægger op til fejl i retningen af hulemand/fogh-diskussionen tidligere. Nogen der har registreret uheldige søgninger i den retning? 🙂
@Tommy,
Ja, Google bombs vil jo i så fald kunne udløse nogle skægge resultater 🙂
Fedt indlæg! Jeg glæder mig meget til at høre mere om, hvad du finder frem til, når du får testet lidt mere på det!
– Michael
Godt spottet, som sædvanligt. Jeg bemærkede for et stykke tid siden, at descriptions ikke blev vist for visse sites, uanset længde og god kontekstualitet. Sidetitelerne havde jeg ikke bemærket var smuttet også.
Ved du, om der vises forskellige sidetitler til forskellige søgninger / brugerprofiler? Altså for samme grundurl…
Alt godt,
Kasper
@Kasper jeg har set eksempler på samme grund-url har forskellige “kunstige” titler afhængig af søgeord
@Tim — det er dæleme interessant!
Nu ved jeg godt, at man ikke altid kan stole på, at det Google gør er optimalt, men alt andet lige, så må der ligge en masse data til grund for den ændring og specielt at det er noget vi oplever oftere.
Vi kan jo godt gætte på, at Michael’s egen titel ville have en bedre CTR når folk søger på “Online tekstforfatter”, men i bund og grund er det kun Google der sidder med den information.
Personligt ville jeg undre mig, hvis de (bevist) forværrede CTR på de organiske resultater.
/Mikael
@Mikael Rieck
Tjaeh – både og, dårligere CTR på organiske resultater er = dårligere produkt men flere penge i kassen hos Google.
@Lars, muligvis men den forklaring tror jeg bare ikke på. Det vil være en meget kortsigtet løsning.
@Mikael,
Jeg er i bund og grund enig med dig i, at Google ikke vil foretage ændringer i de organiske resultater, som giver mindre kundetilfredshed. Men man skal også være opmærksom på, at Google jo er komplet ligeglade med lige præcis dig og mig i den sammenhæng – og at vi derfor godt kan brænde nallerne. Jeg har efterfølgende læst lidt af nogle debatter på forskellige fora, hvor nogle klager gevaldigt over, at deres sidetitel netop tiltrak sig klik, fordi den skilte sig ud – og at deres besøgstal på det givne søgeord var faldet markant. Den slags kan sagtens ske, samtidig med, at der ikke sker nogen ændring i den samlede klikadfærd for brugerne. De klikker bare på et af de andre resultater.
@Frank, helt enig, men som du også siger, så ser Google alle sites som en samlet masse og det er da korrekt, at vi kan fremprovokere klik ved at bruge interessante titler, men det er jo ikke ensbetydende med, at vi giver brugeren det de leder efter (eller som Google mener at de leder efter).
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Google mener, at brugeren får en bedre oplevelse ud af denne ændring og at deres data underbygger det. At det så kan ramme dem af os der er lidt kreative, er så noget andet.
Har Google altid ret? Nej absolut ikke, men alt andet lige, så har de data der kan underbygge deres handlinger og det er vel i bund og grund mere end vi andre har?
Her gik jeg og troede, at der var noget galt. For har oplevet præcist det samme, og opdagede det for ca 1 måneds tid siden.
Håber du dele ud af dine erfaringer, når du har testet det igennem Frank ;D
Groft sagt er det en pendant til AdWords’ Dynamic Keyword Insertion, der giver en markant højere CTR end en statisk overskrift/title. De primære søgninger vil heldigvis, som Rosenstand er inde på, nok beholde deres nuværende titles. Til gengæld vil CTRen for de mere obskure søgninger, og dermed også den samlede CTR, vel nødvendigvis stige betragteligt.
Hvis ændringen er kommet for at blive og endda bliver mere udtalt, vil jeg forvente, at den organiske CTR stiger på bekostning af AdWords-CTRen. Til gengæld er der også en risiko for, at forskellen i SERPs – og dermed også CTR – mellem veloptimerede og knapt så veloptimerede sider bliver meget lille, hvis både title og description i stort omfang vælges af Google.
Jeg vil derfor tro, at ændringen på længere sigt kommer brugeren og de dårligt optimerede sider til gode, mens veloptimerede sider taber.
– Jeg synes Goggle er ude på et sidespor. For hvis de ændrer sidetitel til det søgeren ønsker, og linket således fremstår relevant, hvem kan så garantere, at det det også forholder sig sådan i søgenes optik ved besøg på siden. Jeg synes også den oprindelige sidetitel siger noget om sidens kvalitet, type og seriøsitet. Står der f.eks “Køb de bedste og billigste gardiner” – ja så ville jeg personligt springe over siden for de ting virker jo modsatrettede.
Iøvrigt synes jeg det er helt håbløst at Google rangerer op til 3 sider fra samme site på side 1 i en søgning – uden at nogen af siderne ligger i top. Hvis sitet er så relevant, skulle de måske hellere ligge værdien af siderne sammen og placere sitet højere, og så lade brugeren få nogle flere relevante alternativer i sin søgning.
Godt indlæg med gode pointer.