Skal du blogge? Hvorfor skal du have en blog? Kan det hjælpe din hjemmeside eller dit firma? Spørgsmål, som er meget relevante for alle ejere af hjemmesider eller virksomheder.
Ofte ser man i debatfora, at hjemmesideejere af forskellig slags ønsker at starte en blog “for at få links” eller for at “komme højere op på Google”. Den slags blogs ender ofte med at blive en halvhjertet indsats, som ikke rigtigt rykker på noget, og vel mest bidrager med dårlig samvittighed for blogejeren.
I større virksomheder oplever man ofte, at de får en blog, fordi det skal man jo have. Hurtigt ligger den så døende hen og bliver kun fodret med de seneste pressemeddelelser – og bidrager ikke til noget som helst.
Hvis man ønsker en blog knyttet til sit firma, stort som småt, bør man nøje overveje formålet med bloggen på forhånd. Hvis man på forhånd har gjort sig sine formål klar, øger man sandsynligheden markant for, at man får en gevinst ved at blogge. Ellers kan man lige så godt lade være.
Her er kvit og frit en række mulige formål for en blog. Formål, der giver bloggen en mission, en retning og dybest set et eksistensgrundlag. Det skal absolut ikke opfattes som et enten/eller valg. Man kan sagtens have flere af nedenstående formål med sin blog.
Skabe relationer til bloggere på ens fagområde
Hvis man selv blogger aktivt og er aktiv i “blogosfæren” indenfor sit fagområde eller sin niche, har man langt bedre vilkår for at skabe gode kontakter til andre bloggere på området. Kontakter, der på et senere tidspunkt kan medvirke til at styrke kendskabet til dig og din virksomhed gennem omtaler, gæsteindlæg m.m. på andres blogs.
Som en aktiv del af blogverdenen kan man også tiltrække nogle besøgende fra deciderede blogsider som f.eks. overskrift.dk og blogbot.dk, der opsamler og udgiver indlæg fra en række tilmeldte blogs.
Slå sit navn fast som en autoritet indenfor sit område
En blog med en lang række gode artikler indenfor et fagområde kan medvirke til at brande afsenderen som en autoritet indenfor sit fag. Et dækcenter, som leverer gode artikler om, hvordan man tjekker sine dæk, vælger det rette dæktryk etc. fremstår vidende og fagligt dygtige hos læseren.
Hvis man er i en branche, hvor den slags kan have værdi, kan en blog også give en glimrende platform for at networke med kollegaer i samme eller nært relaterede brancher.
Tiltrække long-tail søgninger fra søgemaskinerne
En blog kan være et fantastisk værktøj til at tiltrække besøgende på et væld af long-tail søgninger, som man måske kan have sværere ved at tiltrække på sin normale hjemmeside.
Hvis man normalt har en webshop, kan en blog med mange, lange indlæg være med til tiltrække besøgende på en lang række udtryk, man måske ikke havde regnet med på forhånd. Eller man kan gå målrettet efter de søgeord, som man har opdaget via forskellige værktøjer, men som man af den ene eller anden årsag ikke kan ramme med sin normale hjemmeside.
Giv firmaet et menneskeligt ansigt / Branding
Lær at kende folkene bag firmaet via en blog. Især webbaserede firmaer kan godt have svært ved at sende signaler om, at der er flinke og rare mennesker bag firmaet, hvis hjemmesiden samtidig skal se professionel ud. Her giver en blog mulighed for at optræde lidt mere på slap line. Man kan også tænke branding ind ved at blogge på en måde, der understøtter det brand, man gerne vil have.
Ønsker man at have dialog med kunderne, kan man også have den på sin blog i stedet for den primære side. (Der er f.eks. mange webshops og små, enkle firmasider, som ikke just lægger op til et dialog-element).
Storytelling / Præsentere nye produkter
En blog giver også en mulighed for seriøs storytelling om dine produkter. Dine nye sweatre i chilensk alpacauld får muligheden for at komme til live i et indlæg med billeder af dyrene i deres naturlige omgivelser, chilenske landskaber og de glade producenter, som storsmilende sidder og strikker sweatre til netop dig og dine kunder. Eller du får muligheden for at fortælle om lyksagelighederne ved netop det nye, smarte amerikanske skomærke, som du netop har fået eneret på i Danmark.
Reputation management / Fyld i søgeresultater
Man kan også bruge en blog som et strategisk værktøj, der giver muligheden for at fylde to pladser mere i søgeresultater på virksomhedens navn eller andre essentielle søgninger. Til det formål er en blog et rigtig godt redskab, som nemt vil kunne rangeres højt på firmanavnet.
Tænker man mere på SEO end reputation management, kan man også gå efter at optage en plads eller to mere på nogle gode søgeudtryk, der giver gode besøgende i forvejen. Fylde lidt mere i søgeresultaterne, så man får flere besøgende – enten direkte eller af omveje via bloggen.
Skaffe links
Ja, den skal med som rosinen i pølseenden. Formålet “at skaffe links” er nemlig reelt nok, men det skal overvejes nøje, hvordan man arbejder med det formål. At oprette en blog på eget domæne for at nyde godt af links fra bloggen til hoveddomænet er sjældent besværet værd i sig selv. Men arbejder man seriøst med bloggen, kan mange af de ovenstående punkter både direkte og indirekte tiltrække links til både blog og primær hjemmeside.
Man skal også være opmærksom på at en blog åbner døre til at skaffe nogle links, som man ikke kan få uden. Her tænkes på tilmelding til diverse rss feed aggregators, blogsider etc.
– – –
Det var nogle tanker og lidt inspiration til fri afbenyttelse for kommende corporate bloggere. Har du flere eksempler på et formål med en blog, skal du være velkommen til at bidrage i kommentarerne eller skrive et gæsteindlæg om blogging.
Jeg er fuldstændig i enig i din observation om, at man ikke skal starte bloggen, bare for at få links og/eller komme højere på søgeresultatsiderne.
Det er en fuldstændig forfejlet taktik, og jeg har set indtil flere blogs knække nakken, netop fordi der ikke var oprigtig opbakning bag den i virksomheden.
Så hellere droppe den…
Hej Frank
Ved godt det er et gammelt indlæg, men tager lige chancen med et spørgsmål 🙂
Jeg har søgt og læst mig svimmel på bl.a Amino i forsøget på at finde ud af hvor jeg skal placere min blog. Dit indlæg ovenfor er super, for formålet med bloggen må være det afgørende. Jeg sælger legetøj, hvor legeværdi og kvalitet er i højsædet. Jeg vil gerne lave en blog hvor jeg skriver om leg, børns udvikling i forbindelse med legen, godt legetøj, ideer til leg og legetøj osv. Altså i henhold til din artikel, med formålet at “være en autoritet” indenfor området, branding (mine personlige erfaringer og holdninger til legetøj), vise nye produkter (ikke nødvendigvis kun nogle jeg selv sælger) og ja selvfølgeligt links for at styrke min placering på gode søgeord.
De af mine konkurrenter som har en blog, gør det alle meget forskelligt, nogle bruger blogspot, andre domæne.dk/blog, andre blog.domæne.dk. Udfra mine intentioner med bloggen kan jeg simpelthen ikke gennemskue hvad er er bedst?
Hvis jeg ligger den på domæne.dk/blog, vil links til produkter osv jo være interne links, og vil de give det samme som links fra en ekstern side f.eks. legeblog.dk (tænkt eksempel)fra en SEO vinkel?
Uha, sikke en smøre, håber du ser indlægget 🙂
Venligst,
Karen
Hej Karen,
Som du beskriver det, at du gerne vil være en (delvist uafhængig) autoritet på området, så vil jeg anbefale dig at gå efter en blog på eget domæne. Det betyder, at du i forhold til kvindebloggere, forumdeltagere m.m. har bedre muligheder for at brande dig selv, end hvis bloggen lå på /blog på din webshop. Blogger du på din egen webshop, vil du hos mange automatisk blive mødt af lidt mere skepsis.
Og så kan du jo sørge for at linke passende fra din blog til webshoppen, så dine besøgende ikke er i tvivl om, hvor de kan klikke hen, hvis de gerne vil videre til noget legetøj.
Se f.eks. på http://eventyrhaver-blog.dk/ der i mine øjne gør det fint på den front.
Og husk så at lægge bloggen på dit eget domæne, så du får større fleksibilitet, end hvis du lægger den på et blogspot.com, wordpress.com eller lign.