Slut med backlink-tjek fremover?

Yahoo og Microsoft har indgået en aftale om at Yahoo fremover skal bruge søgeresultater fra Bing på sin hjemmeside. Det betyder, at Yahoos søgeafdeling bliver lukket ned. Derfor er det naturligt at forestille sig, at afledte produkter som Yahoo Site Explorer kommer til at falde bort.

Hvad sker der, hvis Yahoo Site Explorer lukkes?

Du skal være opmærksom, hvis du er en af de mange, der gerne vil se, hvem der linker til f.eks. dine konkurrenters sider.  Stort set alle backlinkværktøjer er nemlig baseret på Yahoos API, dvs. de henter deres data fra Yahoo Site Explorer. Lukker den ned, holder alle disse værktøjer op med at virke. Så vil det være slut med backlink-tjek, som de fleste kender det!

Findes der gratis alternativer?

Det står skidt til med gratis alternativer fra de to resterende store søgemaskiner. Google har med vilje gjort sin link-funktion ineffektiv og viser kun en brøkdel af backlinks til en given side. Bing har heller ikke en funktion, der matcher Yahoos linkdomain og deres Site Explorer.

Derfor vil man på de store søgemaskiner være nødt til at prøve sig frem med nogle søgninger på firmanavne, keywords m.m., der langt fra vil give noget fyldestgørende billede af noget som helst.

Hvad med betalte tjenester?

Skeler man til betalingstjenester, er der lidt at komme efter. Majestic SEO og Seomoz med deres Linkscape og Open Site Explorer har begge nogle systemer, hvor man kan købe sig adgang til forskellige former for linkdata. Så det bliver ikke en komplet black box derude.

Begge firmaer har nogle gratis muligheder, men de er så begrænsede, at de virkelig kun er en let smagsprøve, der skal lokke folk indenfor til et betalt abonnement.

Hvad kommer det til at betyde?

Så fremtiden kan meget vel byde på, at den glade amatør får svært ved at lave gode tjek af backlinks, mens semi-proffer, professionelle og in-house folk med lidt budget til formålet kan købe sig adgang til en eller anden form for linkdata.

Det kan selvfølgelig tænkes, at enten Seomoz eller Majestic vil udvide adgangen til deres data, så der bliver en bedre form for gratistjeneste. Men det ser jeg ærligt talt som mindre sandsynligt, da de to firmaers fokus er at sælge abonnementer. For meget aktivitet på deres gratistjenester vil i høj grad bare være en udgift.

Konsekvensen kan altså meget vel være, at det konkurrencemæssige landskab på SEO-fronten vil ændre sig lidt, og den lille gør-det-selv SEO-mand vil få det lidt sværere overfor de professionelle.

Tilføjelse: Der skal lige gives credit til Rasmus Himmelstrup, der allerede har været inde på emnet på sin nystartede seoanalyst.dk-blog. Det er egentlig vores spekulationer i kommentarerne derovre, jeg bygger videre på i dette indlæg.

24 meninger om “Slut med backlink-tjek fremover?”

  1. Hej Claus,
    Du kan meget vel have adgang til langt bedre data på .dk-delen af nettet end de nævnte indeks. Men problemet er selvfølgelig, at det danske marked er så grufuldt lille. Måske kan du blive underleverandør til nogle af de nævnte? Seomoz crawler jo i hvert fald ikke selv nettet.

  2. Den engelske podcast “Internet Marketing Podcast” dækkede det emne i den nye udgave. Bestemt et lyt værd. Deres tese er nu, at Yahoo vil være tilgængelig i et stykke tid – og ikke nødvendigvis “går i stå” – blot fordi de er gået sammen med Bing.

    Personligt er jeg vild med Open Site Explorer. Et rigtigt godt stykke online værktøj – hvor jeg har fundet masse af inspiration 😉

    Potter

  3. @Frank

    Underleverandør er jo ikke utænkeligt overhovedet. Det her er altså noget der lige skal bearbejdes lidt mere, og så vælter der også .no data ind lige nu.

  4. Desværre har du nok ret i, at der vil ske ændringer i Site Explorer, hvis det da overhovedet får lov til at overleve. Men så er det godt, at SEOmoz’ produkter med fordel kan bruges. De har ofte givet nogenlunde samme resultat som Yahoo – bare med endnu flere oplysninger om nogle af de parametre, som et links værdi afhænger af. Dog er der lidt længere mellem opdateringerne hos SEOmoz, hvilket svækker kvaliteten lidt. Men mon ikke, at de opprioriterer Linkscape endnu mere nu, hvor de dels ikke tager flere konsulentopgaver ind og dels vil få en stærkere position på markedet?

  5. Meget interessant scenarie. Jeg tror/håber dog at Yahoo trods alt vil beholde deres sitexplorer i en eller anden form, eller Bing vil lave en tilsvarende. Men i tilfælde af at de lukker ned for det, så er der et alternativ, som dog ikke giver et helt reelt billede, men er dog bedre end ingen ting.

    Lav en søgning på Google: densynligemand.dk -site:densynligemand.dk

    Dette vil give alle websteder, hvor frasen “densynligemand.dk” fremkommer, men der selvfølgelig mange steder hvor det reelt ikke fungerer som et link, men det giver sommetider nogle spændende resulater, som man ikke vil have spottet med siteexplorer.

  6. @Martin,
    Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Seomoz kommer til at produktudvikle rigtigt meget på deres ting, nu de skifter ham og ikke længere skal være konsulenter. Og de vil formentlig elske en markedssituation, hvor Site Explorer forsvinder. (Med forbehold for deres data-situation, jvf. kommentaren til Jacob lige herunder).

    @Jacob,
    Hvis du ser på Linkscapes liste over ressourcer, så nævner de Yahoo: http://www.seomoz.org/linkscape/help/sources
    Så i et eller andet omfang lader de også til at trække på Yahoos data. Det har jeg ikke været opmærksom på før nu – gad vide hvad det vil betyde for dem, hvis Site Explorer drejer nøglen om?

    @Rasmus,
    Tror du ligefrem, at der er grobund for lokale substitutter? Uden at have forstand på den slags, ville jeg tro, at de faste omkostninger ved sådan noget dataindsamling og -behandling er så store, at man er nødt til at gå worldwide. Eller i hvert fald efter nogle meget store markeder.

    @Lars,
    Ja, den google-søgning kan godt vise nogle interessante resultater. Men skal man bruge den til at tjekke backlinks hos konkurrenter, misser man alle de steder, hvor deres site ikke er nævnt.

  7. @Frank: Hvis deres URL ikke er nævnt i kilden, så linkes der vel heller ikke?

    http://www.larsbachmann.dk -site:www.larsbachmann.dk

    Vil give sites hvor “www.larsbachmann.dk” er nævnt, uanset anchor teksten.

    Men jeg enig i at det ikke er den bedste måde, men dog et alternativ til Yahoo.

  8. Hej Frank og andre
    Hvis ovenstående skulle vise sig at blive tilfældet kan jeg næste ikke forestille mig andet end at der med tiden kommer et fornuftigt gratis alternativ på banen. Der er jo ufatteligt mange mennesker der benytter sig af det, og der må derfor være et stort markedspotentiale i at være førende på det område.

  9. @Lars,

    Nej, en sådan søgning viser ikke alle forekomster af links til domænet. Et lyntjek på to domæner viste i hvert fald ikke alle de sider, hvorfra der bliver linket til domænet. Ved de to tests, dukker sider hvorfra der linkes med en ren ankertekst ikke op. Og jeg har dobbelttjekket, at siderne hvorfra der linkes er fint indekseret i Google.

    @Mikael,
    Jeg er ikke helt så sikker på, at der vil dukke et lige så brugbart gratis alternativ op. Ingen tvivl om, at der er stort markedspotentiale, men det er omkostningstungt at opbygge den slags systemer, hvis man ikke er en søgemaskine i forvejen.

  10. Yeps, det er lidt af en bombe under SEO-branchen det her. Men også en, der er fyldt med muligheder!

    Alle betalingstjenesterne er meget fine. Men seriøst, hvor meget data er det lige de har over det danske marked? Er de overhovedet brugbare i vores lille del af verden?

    Og så stemmer jeg på at Claus bare ser at komme igang med et værktøj til det skandinaviske marked. Jeg er sikker på mange af os endda gerne ville betale for det 🙂

  11. Tror du ik, at Yahoo beholder deres service?
    Ellers er det lidt øv for menig mand, men det giver vel også sine fordele på sigt?
    Så vinder den kreative pludselig fremfor ham, som “blot” lure…

  12. @Søren, jeg er godt nok også spændt på, hvad Claus kan vride ud af nyttigt værktøj fra sine data.

    Og Claus, du siger selvfølgelig bare til, hvis du har brug for en beta-tester eller sparring undervejs.

    Morten,
    Jeg hører ikke til dem, der tror på, at Yahoo fortsætter den service. Jeg har i hvert fald meget svært ved at se rationalet (læs: pengene) i at fortsætte.
    Men jo, det vil helt sikkert også give nogle fordele. De uinspirerede vil ikke længere lige så nemt kunne hente inspiration fra de kreative.

  13. @Flemming

    Ikke helt korrekt – denne kommando virker f.eks. ikke mere : linkdomain:zooka.dk -site:zooka.dk

    Yahoo lukker ned for Site Explorer Webservices API ved udgangen af 2010 ref: http://help.yahoo.com/l/us/yahoo/search/siteexplorer/alliance-7.html – de tools der ikke scraper HTML ryger på kirkegården, hvis de ikke finde en anden løsning.

    De skriver også at de vil integrerer med Bing webmaster tools – hvordan det så kommer til at se ud ved jeg ikke. Om Bing vil give backlinks for sites der ikke er under ens kontrol, må tiden vise.

    Spændende bliver det i hvert fald!

Skriv et svar til Potter Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *