Sherlock-tema

Hej og velkommen til den første tema-serie her på bloggen.

Jeg har valgt at døbe temaet Sherlock, selvom navne som Netdetektiv 101, Cloak-and-Dagger uge og Gemmelegs-tema også var i overvejelserne.

Det handler nemlig om at gemme sig, blive set, finde ting eller gemme ting online. En lidt anden vinkel på online synlighed.

Hvorfor Sherlock?

Valget faldt på Sherlock som en hyldest til en af de mest kendte detektiver i litteraturen, Sherlock Holmes, der altid opklarede sine forbrydelser ved at lægge mærke til selv de mindste detaljer og ved at tænke anderledes. Begge dele er gode egenskaber, når man vil lege detektiv på nettet eller gerne vil gemme sig lidt.

I løbet af ugen her vil jeg komme med forskellige indspark til, hvordan man kan finde ting på nettet. Alternativt hvordan man efterlader spor overalt på nettet, og hvad man kan gøre ved det. Jeg har allerede skrevet indlæg om, at hvad man skriver på nettet kan blive fundet i al evighed. I denne uge vil jeg kigge lidt mere på, hvordan man så rent faktisk finder det.

Nå, men man kan vel ikke have et blogindlæg, som udelukkende er en introduktion til andre indlæg. Så her er en lille anekdote om hvordan man kan lege detektiv på nettet, når man bliver nysgerrig:

SEO-sex-retssagen

I går opdagede jeg (via Twitter) en EB-artikel om en online sexshop, der ved retten var blevet dømt for til at betale deres SEO-firma intet mindre end 360.ooo kroner.

Nysgerrigheden greb mig, og jeg måtte prøve at finde ud af, hvem der var tale om. Efter lidt betænkningstid blev jeg enig med mig selv om, at rettens hjemmeside måske kunne give et hint. Ifølge artiklen var afgørelsen faldet ved Vestre Landsret, så ind på deres hjemmeside og kigge lidt rundt. Der var sørme et punkt, som hed retslister og på listerne var navnene kun skjult ved straffelovsovertrædelser og den slags.

Til min undren var der dog ingen sager, som mindede den fra avisomtalen i de retslister, som lå tilgængelige på siden. Altså måtte det være en lidt ældre sag, som havde været lidt tid om at nå avisen. Jeg konstaterede, at der ikke var noget link til ældre retslister. Til gengæld stod ugenummeret som en tydelig del af URL’en, så jeg prøvede at ændre det nummer en uge tilbage. Det gav mig en 404-fejlmeddelelse.  URL-ændringer på datosiderne gav også bare fejl. Landsrettens egen hjemmeside havde vist udspillet sin rolle.

Nå, men fat i den tilpassede URL og over til netdetektivens bedste ven Google. En hurtig søgning på site:URL’en gav ganske rigtigt et resultat. Som jeg havde konstateret, førte linket til en 404-side. Men heldigvis har Google et cache-system, hvor der stadig lå en kopi af siden i. Her kunne jeg dog kun se dato-URL’erne, men en efterfølgende stribe site:-søgninger gav pote. En stribe cachede sider med retslisterne. Og på en af dem fra forrige uge var der sørme en retssag mellem to parter, hvor det ene navn i hvert fald var et firma fra SEO-branchen.

Lidt mere googlen på modpartens firmanavn kastede via bl.a. Krak nogle hjemmeside-adresser af sig, som entydigt placerede firmaet i sexlegetøjsbranchen. Og voila, så var min nysgerrighed stillet, og jeg vidste nu, hvem der var de to involverede parter.

En lille historie, der giver nogle hints til metoder, der kan bruges til at finde informationer på nettet.

Resten af temaet:

Resten af temaet her kommer nok til at byde på færre anekdoter og step-by-step gennemgange af detektivudfoldelser, men til gengæld vil der være indslag om netbrugere, der efterlader spor,  hvordan man finder gemte og glemte ting på nettet og netdetektivens værktøjskasse. For de paranoide vil sølvpapirshatten også blive fundet frem undervejs.

Bemærk, at dette tema ikke handler om industrispionage, hacking eller noget, der blot minder om den slags. Her handler det om at finde informationer, som er blevet lagt tilgængeligt på nettet på et tidspunkt, og midlerne vil alle være helt og aldeles lovlige værktøjer. Temaet kunne også godt hedde online informationssøgning, men det ville få sådan en støvet, bibliotikarkursus-lignende klang.

Så, alt i alt, velkommen til ca. en uges tid med Sherlock-tema her på bloggen.

Indholdsfortegnelse:

Hvem står bag? Hvem er de?

Find det gemte og glemte

“Den paranoides guide til nettet”

Gem det væk!

Netdetektivens værktøjskasse

16 meninger om “Sherlock-tema”

  1. Det er et meget interessant emne du har taget op her Mr. Sherlock 🙂

    Findes det, findet det på Google.

    Og der er mange der er chokeret over hvad man kan grave frem fra de fjerneste afkroge af nettet.

  2. Glæder mig til at følge dig og dit tema. Et tema som jeg et og andet sted har arbejdet med, dog ikke specielt systematisk. Bliver ofte brugt af mine skrivende kollegaer til at ”snuse” lidt rundt.

    Så det vil jeg glæde mig til.

    Venligst
    Doktor Potter

  3. Jeg vil da også lige finde mit forstørrelsesglas frem, så jeg kan deltage i den spændende uge 😉 … Jeg ser frem til opklaring af diverse henlagte og oversete seo-sager 🙂

  4. Gents,
    Takker for interessen.

    Jeg vil gøre mit bedste for at dele nogle fornuftige værktøjer og metoder til både Sherlock og Moriarty-rollen.

    @Nicolai, du skal nok ikke regne med de helt store afsløringer af, om det var Rosenstand, Bachmann eller butleren, der gjorde det 🙂
    (Jeg har ikke flere konkrete cases planlagt)

  5. Ja tak, endelig nogle SEO-posts, der ikke byder på 11, 20 eller 101 tips til linkbuilding eller et kikset forsøg på at skrive en “SEO for begyndere”-artikel for 20. gang.

    Jeg ser med spændthed frem til de kommende indlæg!

  6. Hæ hæ… Herligt emne. Og også meget relevant i SEO-branchen. Husker en bestemt mekaniker, der grundet uvidenhed, dovenskab eller dumhed trak et et langt bredt spor efter sig.

  7. Hehe, godt arbejde 😉

    Det er lidt chokerende, at en virksomhed med sådan et renommé, til stadighed, kan blive hyret til opgaven.
    En simpel søgning på firmanavnet på Google viser jo ikke just begejstrende resultater.

  8. Jeg har selv lige prøvet at finde det omtalte firma, overraskende nemt vha. din vejledning (men jeg tror ikke jeg havde fundet det uden).

    Og man kan undre sig over at et firma der kan lave SEO til 360.000, ikke kan få “fjernet” den meget dårlige omtale om dem som kommer på side 1 i Google.

  9. Fed historie – har selv en lidt mindre opmuntrende af slagsen: En bekendts søster fandt på lignende måde ud af at hendes mand havde en affære via en god blanding af Facebook, Google og en hotmail der ikke var logget af 🙂

  10. Martin & Vadskær,
    Jeg gør hvad jeg kan for at finde på lidt skæve indfald fra tid til anden. Der er en grund til, at “online synlighed” står før SEO på toppen af siden. :o)

    Kasper & Erik,
    Man kan sige meget godt om at tjekke kommende samarbejdspartnere på Google, før man binder sig til noget..

    Brian,
    Ja, selv utro ægtemænd efterlader åbenbart flere spor på nettet, end de er opmærksomme på.

  11. En dag ved lejlighed kan du ringe til mig Frank. Så skal jeg fortælle dig historien om, hvordan jeg på 5 minutter afslørede, at en ualmindeligt modbydelig kommentator på min blog under navnet “Rasmus” i virkeligheden var en fra radio og tv særdeles kendt dansker 😉 Hint: Bruger du et af de gratis statistiksystemer, er du med garanti udelukket fra anonymitet på nettet.

  12. Morten,
    Nu var det primære formål med historien ikke at lege sensationspresse og afsløre nogen, men at beskrive en proces.
    Vil man vide, hvem der er involveret, må man følge i mine fodspor – eller læse den tråd på Amino, hvor andre har nævnt navne. 🙂

Skriv et svar til Rosenstand Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *