Retweets på en blog

Stort set alle de gode links til breaking news, nye ressoucer eller velskrevne artikler, som før i tiden blev videregivet i blogverdenen, bliver nu i stedet givet videre via Twitter vha. såkaldte “retweets”, hvor man videresender en andens tweet. Det gælder i hvert fald i kredsen af SEO-interesserede danskere, kan jeg se.

Det er på sin vis synd, så her har jeg lige opsamlet en række af de bedste “Retweets”, som jeg er faldet over på det seneste. (Og ja, det skyldes også, at jeg er for langsom til at retweete på Twitter. Når først et link er blevet givet videre af 8 af dem, jeg følger, er der nok ikke mange af mine egne followers, der ikke har set det).

Så i ikke nærmere prioriteret rækkefølge er her en række links til artikler, ressourcer, nyheder og andet godt, som jeg sikkert ville have retweetet, hvis jeg var bedre til det.

Anders Saugstrup har udgivet et par glimrende videoklip, som viser, hvordan man nemt kan bruge WordPress som et CMS.

Martin Thorborg er rigtigt stolt af, at han nu har lanceret en freelance-afdeling på Amino. Det ligner trækkene til en freelance-børs, hvor man kan søge freelancere indenfor et givent felt eller man kan lægge opgaver i udbud og freelancerne selv kan byde ind.

Søren Sprogø har begået en tjekliste over Google Analytics for netbutikker.

Webanalytikeren Jacob Kildebogaard skrev en meget engageret artikel om nye features i Google Analytics.

Mens både Google og Bing (artikel af Steen Öhman) har indgået aftaler med Twitter om bedre adgang til at søge i tweets.

Og som rosinen i pølsenenden et blogindlæg fra Googles officielle blog, hvor de giver gode råd om reputation management i deres søgeresultater.

Det var mine retweets. Nu vil jeg se, om jeg måske kan få brugt funktionen lidt mere på Twitter fremover. Det er i hvert fald ikke planen, at dette skal blive et fast indslag på bloggen.

12 meninger om “Retweets på en blog”

  1. Tak for Re-link eller Re-t(h)ink.

    Jeps, det blev meget engageret 🙂 Men det var nu også vildt hvad de rullede ud på een dag. De kunne godt have gjort det mere i etaper, så jeg bedre kunne dække nyhederne i detaljer.

    Dagen i går blev så en stjernerække af succeshistorier:
    – Mest besøgte dag på webanalytiker.dk
    – Min nye HTC Hero kom
    – Fik adgang til Intelligence-delen
    – Og kom hjem fra arbejde, og så var Avinash nye bog Web Analytics 2.0 kommet direkte fra forlaget.

    Så nu går det kun nedad, men jeg kan se tilbage på en fantastisk dag :-)Og bogen og adgangen har jeg stadig.

  2. D’herrer, det var så lidt.

    @Jacob,
    Det var også ment som ros, at jeg kaldte indlægget engageret. Som økonom værdsætter jeg folk, der kan begejstres over stof, der ellers bliver anset for at være temmeligt tørt.

  3. @Frank: Jeg har været analytiker i Mediehuset Ingeniøren, og hyggede mig fantastisk med deres bagside. Det er ingeniører, som virkelig går op i det de laver, selv om vi andre måske synes det lyder ufattelig kedeligt.

    Ændringen fra Google er lidt ligesom at gå fra en skruetrækker til en elektrisk boremaskine, så når man sidder med GA 50% af arbejdstiden, så er det dejligt at få mere at lege med 🙂

    Analytics er ikke mere tørt end at der er rigtig mange penge gemt, som kan findes i programmet. Det bør være rigelig motivation 😉

  4. Som økonom og Excel-mand sætter jeg da også stor pris på, at der nu kan arbejdes med pivottabeller i Analytics. Pivottabeller er vores ven!

    Og jeg er helt enig i, at der ligger meget guld gemt i Analytics’ gemmer. Derfor skal jeg også have sat mig bedre ind i de mere avancerede funktioner i det.

  5. Jeg synes faktisk det kunne være rigtig fedt med en ugentlig opsamling. Efter twitter for alvor kom til Danmark er der blevet flyttet meget fra bloggen over på twitter, og det er lidt ærgeligt. Jeg synes nemt twitter bliver uoverskueligt hvis man skal følge ligeså mange personer som man har en sin RSS-reader. Så jeg kan godt mærke at jeg går glip af rigtig mange ting, når jeg læser dit indlæg – der sker virkelig noget på twitter 🙂

  6. Hej Jacob,

    Jeg ville da også finde det vældigt interessant, hvis andre lavede sådan en ugentlig opdatering 🙂

    Jeg synes nemlig også, at det er lidt synd, at næsten al den aktivitet er flyttet over på Twitter. Det er nu engang nemmere at få lyst til at prøve en ny onlinetjeneste, når man læser et blogindlæg om, hvordan andre bruger det, fremfor et “fedt værktøj til xyz” og et link på Twitter.

    Og sådan kan man blive så nostalgisk online, selvom det ikke er andet end to år siden, at jeg for alvor fik øjnene op for rss feeds 😉

  7. Jeg er også stor tilhænger af nogle flere tweet-opsamlinger i blogindlæg. Man kan misse mange fantastiske ting, hvis blot man er offline én weekend!

    Mit absolutte yndlings retweet er moskjaer, som for nylig linkede til denne guide:
    10 Qualitative Tools to Improve Your Website
    http://www.instantshift.com/2009/10/08/10-qualitative-tools-to-improve-your-website/

    Der er nogle fantastiske værktøjer imellem bl.a.:
    – UserFly – optager besøgendes færden på dit website og gemmer det som videoer

    – Kampyle – simpel måde at få feedback fra de besøgende på éns website

  8. Jeg vil tilmelde mig hylekoret af frank fans der kræver hans hoved på et fad eller ugentlige blogtweets… 🙂

    Jeg har både nydt jacobs webanalytiske indlæg der må læses en gang til og især saugstrups cms beskrivelse af wordpress lærte jeg noget af. Det widgets plugin måtte jeg bare hente allerede inden den 1’ste video var færdig…

    Så Frank hvad vil du helst, at vi kommer og tager dit hoved, eller at du retweeter for os?

    Åh ja, det må være hårdt at være populær, jeg prøvede det i et par timer idag, og det er ikke, alt det er opreklameret til…

  9. Mogens & Janno,

    I kan glemme alt om ugentlige opsamlinger. Så kommer de til at dominere bloggen – og dens formål er ikke at være nyhedsmedie. Punktum. Slut. og Basta! 🙂

    Når det er sagt, har jeg vist skrevet et eller andet sted, at jeg leger lidt med en produktudvikling af konceptet..

  10. Hmmm… du har da også sådan nogen slående argumenter…

    Måske en twitterkonto der opfanger de gode søgemaskinerelateredeblogindlægstweets 😉 og lister dem i din sidebar… Den kunne du nok oven i købet tjene lidt linklove på at lave som et wordpress plugin.
    Eller endnu bedre, det pågældende plugin sender beskederne direkte til mine øjne imens jeg sover, se det ville være smart, så kunne man vågne op med hovedet fuldt af nye informationer og man kunne så bruge dagen på at få sovet igennem i stedet.

Skriv et svar til Ander Saugstrup Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *