“Den synlige mand” er mit bud på en blog om online synlighed og SEO. Emner, som jeg finder spændende og gerne beskæftiger mig med i det omfang, tiden tillader.

Jeg startede bloggen, fordi jeg manglede et sted at skrive længere ting om søgemaskineoptimering m.m., end hvad der lige passede ind i kommentarer på andres blogs eller i indlæg på iværksætterforummet Amino, hvor jeg hyppigt har deltaget i SEO-tråde.

Ambitionen er at dele ud af viden og betragtninger på området samt at levere nogle originale bidrag til SEO-verdenen gennem nogle stykker egen research. En slags kollektiv “tak for hjælpen” til de SEO-folk, der gerne har delt ud af viden og på et tidligere tidspunkt gjort mig klogere på emnet.

Bemærk, at bloggen her også indgår i forskellige tests. Derfor lever den sjældent op til de fleste anbefalinger for optimal søgemaskineoptimering.

Kommentarpolitik:

Her på bloggen har jeg samme lave tolerance overfor spammy kommentarer, som jeg har alle andre steder på nettet. Det betyder, at jeg ikke vil tøve med at trykke på “spam this”, hvis nogen begynder på keyword stuffing i navnefelter eller andre tilsvarende numre. Bare skriv dit rigtige navn eller i sjældne tilfælde dit webkaldenavn, så skal alt nok gå fint.