Brug ikke altid 160 tegn på description

Lærdommen indenfor meta description tags siger, at man har 160 tegn at boltre sig på, hvis man vil have Google til at vise hele teksten i snippets på søgeresulaterne.

Det er også korrekt, fint og godt. Men det er ikke længere universelt gældende. Hvis man f.eks. som undertegnede udgiver sine sider i blogformat, skal man være opmærksom på, at Google fra tid til anden finder det passende at indsætte datoen for dit blogindlæg forrest i description. Også selvom description indeholder de ord, som der bliver søgt på. Det er langt fra konsekvent, men fra tid til anden sker det bare.

Datoen bliver indsat i formatet “19. apr 2008 …”, så der ryger 17 tegn fra snippet-teksten, hvis datoen bringes. Derfor skal du på blogs holde din description på noget i retning af 140 tegn, hvis du vil være sikker på at få det hele med. Og bruger du de fulde 160 tegn, så undlad at bringe din punchline til sidst, hvis nu Google skulle indsætte datoen forrest.

(Alternativt kan du selvfølgelig bruge de 160 og så efterfølgende tilpasse, hvis du konstaterer, at Google har indsat dato på dit indlæg. Det kan bare give en frygtelig masse rettearbejde, hvis det sker senere for mange indlæg på samme tid).

Tilføjelse: Som datagrundlag har jeg kigget på meta description-tekster fra ca. 30-40 snippets, hvor Google havde indsat datoer. Blandt disse var descriptions med 150-160 tegn. Det fik mig til at drage konklusionen, at det bare sker fra tid til anden.

20 meninger om “Brug ikke altid 160 tegn på description”

  1. Har du holdt det op imod de rigtige descriptions?
    Det lyder mærkeligt, og jeg er ikke selv stødt på det.

    Ikke at jeg tvivler, for du plejer at have styr på hvad du skriver 🙂

    En anden mulighed kunne vel være at fjerne dato på sine blogindlæg, så kan de ikke lave det nummer længere…

    Jeg synes din blog opdateres sådan lidt i bølger Frank, og jeg kan bedst lide de høje bølger med regelmæssig aktivitet som lige for tiden.
    Keep up the good work.

  2. Jep, jeg har været inde og kigge på description teksten og sikre mig, at den var korrekt indsat, havde keywords i teksten og havde et passende antal tegn.

    Men jeg må medgive, at indlægget måske er vinklet lidt hårdt, fordi fænomenet ikke optræder så tit. Og helt klart oftest sker ved indlæg med meget lange descriptions (dvs. over 160 tegn).

    Vil du selv kigge efter, så prøv nogle søgninger i retning af “meta description” eller lignende SEO-relaterede ord, hvor der er størst sandsynlighed for, at folk rent faktisk har udfyldt description-tagget.

    Jeg har endnu ikke kigget efter, hvilke andre faktorer, der måtte spille en rolle, men det lyder som et sikkert modtræk at have blogindlæg uden dato.

    Og du har helt ret i, at bloggen her opdateres temmeligt ustabilt. Men jeg forventer egentlig, at “de høje bølger” kommer til at vare ved mindst året ud. 🙂

  3. Nej, jeg har ikke problemet selv, så vidt jeg kan se.

    En dag, jeg har tid nok, må jeg kigge lidt på de andre faktorer, som kan spille ind.

  4. Jeg har i længere tid været en smule irriteret over den plads, datoen “stjæler”.

    Mht. de 160 tegn, Frank: Kan du vise et eksempel, hvor de fulde 160 tegn bliver vist i Google? Så vidt jeg ved, er det 156, der er maks. (og 69 i title), men jeg kan selvfølgelig tage fejl.

  5. Jeg har også lagt mærke til det på http://blog.confero.dk, som det eneste sted indtil videre, af mine egne eller vores kunders sider.

    Kan ikke rigtigt finde noget mønster i det, men jeg har en fornemmelse af at datoen forsvinder efter et stykke tid. Det er jeg dog ikke helt sikker på.

  6. Udemærket indlæg – uanset om datoen sættes ind først i søgeresultaget kan det varmt anbefales at skrive sine vigtigste pointer først i teksten – brugerne er ulrakorte for hovedet/musen og det er langt fra alle der læser hele sætningen før de klikker …

  7. Vi kan vel ligeså godt vænne os til 140 tegn fra Twitter? Bortset fra at man her så skal gøre det kortere for også at have plads til RT – for mit vedkommende 17 tegn færre.

    Så næste gang nogle udvikler noget, vil de så ikke være så flinke at give et antal tegn, og så gøre plads til al det ekstra UDOVER det antal? 🙂

  8. Google har også introduceret visning af 3 linjer i SERP, men det er så til gengæld ikke (kun) meta description, der vises.

    Hvis man er rigtig sej med sine long tail-søgeord, kan man måske få skruet en tekst sammen, der viser hele 3 linjer tekst – jeg har set eksempler med op til 240 tegn. Men, det er nu ikke noget, jeg har eksperimenteret med.

  9. @Jan,
    Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke har set på de 160 tegn, som er alment brugt i anbefalinger for nylig. Jeg tester senere på dagen og melder tilbage med observationer.

    @Henrik,
    Der er dato-snippets med datoer tilbage fra 2006, så det er i hvert fald ikke fast, at de forsvinder igen.

    @Karsten,
    Regner du med så kort koncentration fra de søgende, at du end ikke regner med, at de læser hele din snippet?

    @Søren, Jacob & Johnny,
    Der er ingen tvivl om, at Google langt fra er færdig med at lege med snippets. Der kommer til at ske flere ændringer og justeringer. Mht. Johnnys long tail-overvejelser, så har jeg også gjort mig nogle observationer. Mere om det i et senere blogindlæg 🙂

  10. Meget godt lille tip, det er nu ikke noget nyt fænomen.. Jeg har ihvertfald set det i lang tid. Specialt da jeg for et stykke tid siden begyndte at arbejde med et større antal wordpress blogs, har jeg kigget meget på hvordan de bliver indexeret og hvad der dukker op i SERP – og som du selv har lagt mærke til, virker det fuldstændig tilfældigt hvilke indlæg der får dato-snippet, og hvilke der ikke gør. Plus at de sommetider “kommer og går”, har oplevet flere af sidenerne kun have dato-snippets i 2-3 dage efter indlægget er skrevet.

  11. Ser frem til, hvad du finder ud af, Frank, for jeg kan ikke finde et eneste eksempel med 160.

    Og tak fordi, du gider at tjekke op på det. Jeg synes, det er ret vigtig info – også i forhold til dit indlæg. For hvis 156 er maks. – som jeg i flere måneder har oplevet – så skal man holde sig til maks. 139 tegn, hvis man forudser, at der kommer en dato.

  12. Nå, jeg rettede datoangivelsen på enkeltindlæg fra det us-format, som var blevet efterladt ved sjusk, til dk-format. Og vupti, nu begynder mine indlæg hist og her at blive begavet med datoer i snippets hos Google.
    Så en parameter for datotildeling tyder på at være datoangivelser i et format, der matcher sproget.

  13. Det var en interessant iagttagelse…

    Jeg tænkte allerførst da jeg så det at det handlede om at demonstrere at det var aktuelle blogindlæg eller ihvertfald et eller andet der har at gøre med fresh content…
    Den blev dog hurtigt skudt ned af de gamle indlæg jeg fandt med datoen i.

    Jeg har altså svært ved at se pointen i det, hverken for google eller for brugerne når det alligevel ikke er konsekvent…

  14. Nå, så det er _derfor_.

    Jeg har godt undret mig, for har en side med dato maj, men ingen af de andre har datoer i snippet.

    Jeg har månedernes navne “truncated” i selve teksten på artiklerne til tre bogstaver, og her er det eneste som giver mening, netop maj, så er det jo svaret. I hvert fald en stor del af det. Så forsvinder den vel, når vi når juni 😉

  15. Skrot det, det var noget vås.

    Jeg kan se, der også indekseres med apr nu for april.

    Hvad er syntaksen så, helt nøjagtigt, hvis man gerne vil have alle sider med datoer?

    Jeg synes det ser dumt ud, det kun er nogle af siderne der er datoer på.

  16. Hej Rune,
    Google bestemmer selv, om der skal dato med på, og hvis du skriver datoerne i dansk format, øger du sandsynligheden markant for, at der kommer datoer på indlæggene.

  17. Ok det var nice to know information, var ikke klar over at det var tilfældet med at Google indsætter datoen ved blog indlæg, det er jo virkelig med at få det optimale ud af meta beskrivelsen og sælge sig selv.

    Jeg bruger selv denne online ord-tæller http://www.lettercount.com/ Den er faktisk ret praktisk, den kan både tælle tegn eller ord, således man er fri for at tælle dem manuelt hver gang.

    Bare et tip 🙂

    Ellers tak for endnu et godt tip omkring meta.

    Mvh
    Frank Rasmussen
    northregion.dk

Skriv et svar til Rune Jensen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *