Hvornår falder Googles hammer?

Google har et regelsæt med retningslinier for god opførsel for webmasters. Bryder man dette, kan man forvente repressalier. Sådan lyder konklusionen i artiklen om god skik for webmasters.

Men et er teori, andet er praksis. Hvordan håndterer Google så brud på retningslinierne? Det vil jeg se lidt nærmere på her.

Der er ingen tvivl om, at Google holder ord og uddeler straffe for brud på retningslinierne. I worst case bliver hjemmesider smidt helt ud af Googles indeks, i andre tilfælder bliver de blot degraderet et antal pladser i søgeresultaterne eller mister et par point på Toolbar Pagerank.

Men hvor konsekvente er Google, og hvor gode er de til at opdage “skurkene”, der forbryder sig mod reglerne? Jeg har set en smule på sagen.

Her skal jeg straks sige, at min tid er for sparsom til, at jeg gider selv at eksperimentere med systematiske brud på Googles regler. I stedet har jeg haft øjnene åbne gennem længere tid og fundet forskellige eksempler på brud, konsekvenser eller mangel på samme.

Her er så nogle observationer fra virkelighedens verden om, hvornår og hvor hårdt Googles hammer falder.

Interlinking med skjulte links

Det første eksempel stødte jeg på for nogle dage siden. Det er et mindre dansk CMS-hus, som interlinker samtlige deres kunder på både egen hjemmeside og kundernes hjemmesider – med skjulte links. Lidt let testen viser, at ingen lader til at være blevet straffet endnu, og det er foregået i noget tid.

Massiv interlinking med kundernes sider

Det næste eksempel blev jeg opmærksom på i oktober måned. Det er et dansk webdesignfirma, som også har søgemaskineoptimering på programmet. Deres søgemaskineoptimering består af et meget kluntet udført setup, hvor de på nogle SEO-sider på kundernes hjemmesider har en lang, lang række links til dem, der betaler for SEO-hjælpen. Disse sider er sågar udstyret med en title der hed noget i retning af “SEO-side. Må ikke fjernes” eller noget i den stil. Formentlig for at sikre, at en kunde ikke kom til at fjerne disse linkspam-sider.

Hvornår det skete, ved jeg ikke præcis – men når man nu googler firmaets navn, dukker deres daværende hjemmeside ikke op. De er startet forfra med et andet domæne. Uden at have testet det nøje, ser deres kunder faktisk ikke ud til at være blevet straffet. (men derfor kan alle links fra dette linknetværk godt være devalueret).

Keyword stuffing en masse

Det næste eksempel er en hjemmeside, hvor der er brugt keyword stuffing  i den helt store stil. I størrelsesordenen 5:1 i forhold til reelt indhold på siden. Oveni er disse keywords skrevet med en farve, som kun lige kan ses.

Effekten er, at siden uden det helt store linkarbejde faktisk ranker fornuftigt på en lang række long-tails indenfor et konkurrencepræget område som finans og lån.

Status pt. er at siden efter mindst 4-5 måneder stadig har disse placeringer. Siden og dens keyword stuffing har sågar været nævnt på et større fora på nettet, uden at der er sket noget af den årsag.

Skjult tekst og straf

Næste hjemmeside stødte jeg på i SERPs på side 3 på et meget konkurrencepræget område. Deres forside havde et meget stort blankt område nederst, og et hurtigt tryk på ctrl+a viste ganske rigtigt, at det var smækfyldt med keyword stuffing i skjult tekst.

Et par dage senere gentog jeg samme søgning, og der var denne hjemmeside ikke at finde indenfor top-200.

Spamlinks og hurtig respons

Næste hjemmeside i SEO-verdenen blev omtalt på Iværksætterdebatten Amino en forårsdag sidste år. Siden havde mange backlinks fra rene spam/scrapersider, som var bygget på efterladte domæner med backlinks og pagerank.

Et par uger efter Amino-omtalen var siden droppet fra førstepladsen til en plads på side 8 på det søgeord, der var linkbuildet til.

Linkring, der virkede – i en tid

En fritids-SEO havde bygget en stor linkring, som både linkede tilbage til hans hoveddomæne og til kundernes sider. Linkringen var bygget på mange brugte domæner med høj pagerank. Indholdet var rent scraping suppleret med tilfældigt indsatte links med passende ankertekster.

Ringen virkede tilsyneladende ret godt igennem igennem noget tid, indtil den dag, hvor Googles hammer faldt og alle disse sites fra dag til anden blev smidt ud af Google.

Hacking kan medføre straf

Det er ikke kun bevidste handlinger, der kan medføre konsekvenser i Googles indeks. Bliver min side hacket og fyldt med spammy, skjulte links, kan det godt få konsekvenser for min synlighed.

Hacking-delen er i hvert fald sket i dagens næstsidste case. Et stort dansk SEO-firma har skiftet navn og efterladt det gamle domæne og blog aktivt. Denne efterladte blog er nu blevet hacket og fyldt med skjulte, spammy links. De nye indlæg er blevet indekseret i Google, men indtil videre har der ikke været nogle negative konsekvenser for bloggen, så vidt jeg kan se.

Salg af links kan også være farligt

Det sidste eksempel bliver et, der endte lykkeligt. Amino var lige ved at falde i og bryde Googles retningslinier ved at sælge links, men blev heldigvis talt fra det og overbevist om, at der lige skal en nofollow-mærkat på den slags links. Salg af links er i den grad et fokusområde hos Google, så en højtprofileret side som Amino ville formentlig hurtigt havne i uføre.

Konklusion

Overraskende mange eklatante brud på Googles retningslinier går godt for regelbryderen i lang tid. Jeg havde egentlig på forhånd forventet, at Google var mere effektiv i sin indsats overfor eksempler som de ovenstående. Især de helt gammeldags metoder som skjult tekst, links og keyword stuffing havde jeg forventet et markant kortere levetid på.

Til gengæld lader det til, at linkspam af den mindre gennemtænkte slags hurtigere får konsekvenser. Måske er det lettere at fange ved hjælp af algoritmer, mens der skal manuel inspektion til for at konstatere ovennævnte brud på retningslinierne.

Jeg vil dog stadig fraråde at kaste sig ud i keyword stuffing og lign, fordi Googles hammer falder temmeligt hårdt, når den falder. Det er et ærgerligt spild af gode kræfter at bygge sig en fornuftig side kun for at se den fordufte fra indekset, når regelbruddet bliver opdaget.

Alle mine eksempler (pånær Amino, der ikke nåede at bryde reglerne) er med vilje anonyme. Jeg har ikke skrevet indlægget for at hænge nogle bestemte hjemmesider ud eller for at få de ikke-straffede hjemmesider i Googles søgelys. Det er spændende nok at se, hvor længe der går, før siderne ved normal proces bliver opdaget.

Har du tilsvarende anekdoter, spørgsmål eller lyst til at få uddybet en eller flere af de nævnte cases, så brug endelig kommentarfeltet.

9 meninger om “Hvornår falder Googles hammer?”

  1. Hej Frank, godt indlæg… En ting, der i mine øjne, er i den helt “giftige ende”, er godt nok IKKE noget redskab man bruger ifm. optimering – det er uønsket, men Googles hammer falder hurtigt når det drejer sig om: Nedetid – et utilgængeligt site straffes oftest ret hårdt af Google, selvom “skaden” redes forholdsvist hurtigt igen…

  2. Super indlæg.

    Jeg har ved selvsyn opdaget keyword stuffing på et stort offentlig site med pagerank 7. De har fjernet det nu og deres rangering på i hvert fald et af søgeordene er uændret. Så enten har Google ikke opdateret deres rangering, webstedet bruger andre metoder eller deres brug af keyword stuffing havde ringe effekt. Mit råd er også – følg Googles retningslinier!

  3. Godt indlæg!

    Ofte er amatør-linkbuilders klar over, hvor nemt det er at få smidt hele sit linknetværk ud af Google – især hvis siderne interlinkes.

    Mht. Amino var det, som du skriver, ved at gå rigtigt galt, og det viser bare, hvor vigtigt det er at have kompetente folk indover sine beslutninger. SEO-konsulenter er ikke kun til for at forbedre rankings og evt. konverteringer, men de skal også kunne rådgive om risikoprofiler vedrørende forskellige løsninger. Det manglede Amino, og det kunne komme til at koste dem rigtig mange besøgende!

  4. Da jeg skrev indlægget, var jeg bekymret for, om det ville blive modtaget som en opfordring til at snyde, fordi jeg havde flere eksempler med, hvor det kunne betale sig. Det glæder mig, at I hvert fald I tre ikke har opfattet det sådan.

    Jeg tror, at der er rigtigt mange hjemmesider derude, der ikke selv ved, hvor farligt de lever livet. Kunder hos de to nævnte firmaer f.eks. – eller nogen, hvor en velmenende webmaster for lang tid siden dyrkede keyword stuffing, skjult tekst eller andre småtricks, som pludselig kan koste siden livet i Google-sammenhæng.

  5. Ja, det er underligt at folk vil basere en forretning på snyd… Det vil i sidste ende blive opdaget, og koste en masse penge fremover…
    Måske snyd giver flere penge nu og her, men alle de penge der mistes over de næste 10-20 år fordi man snyder og mister det hele… det er for dumt…
    Har selv oplevet på min egen side at google straffer, havde tilmeldt mig en linkservice, og syntes det virkede fint, indtil google vurderede de udadgående links som spam, og tog min pagerank, og en uge efter faldt mine serps godt ned i systemet… Så ja, pas på hvad du laver…

  6. Meget spændende læsning, jeg har et spørgsmål angående links.

    Hvis man har en underside på sit domæne hvor man linker til forskellige sider som er relevant for ens besøgende og man så nederst på siden laver nogle links (naturligvis synlige) til knap så relevante siger så som webkataloger som kræver et backlink etc.

    Bliver man straffet for det?

    Med hensyn til keyword stuffing, har du et eksempel (side) på hvordan det ikke skal gøres?

  7. Hej Morten,

    Hvis du holder det til nogle få links, er det ikke noget problem, at du linker til nogle webkataloger m.m.

    Mht. keyword stuffing, så vil jeg nødig smide links til det nævnte eksempel, da jeg holder lidt øje med, hvornår/om Google reagerer på det.

    Men jeg kan beskrive, hvordan man ikke skal gøre: Man skal ikke have lange remser af nøgleord uden sammenhæng eller prøve at skjule dem ved at bruge tekst, der næsten matcher baggrundsfarven. Faktisk skal man være varsom med at bruge nøgleord, der ikke falder ganske naturligt ind i det naturlige sprog på siden.

  8. Prøv en gang at lave en søgning på ordet dykkercertifikat på google og check indholdet af det første link og de sider som denne side linker til nederst på siden – Alle disse sider kan ikke tilgåes fra selve hoveddomænet og sådan har det været i 3 år … Hvad kalder man det? Doorway pages eller hvad?
    Efter sigende skulle dette være en standard feature i dynamicweb CMS systemer …

  9. Hej Thomas,
    Doorway pages har en dårlig klang, fordi det ofte forbindes med black-hattede cloakede sider. Jeg ville kalde den slags for Landing Pages, tror jeg. Jeg har også set udtrykket Information Pages brugt.

    Men du har ikke ret i, at siderne ikke kan tilgåes fra selve hoveddomænet. Der findes et sitemap i bunden, hvor siderne fint fremgår. Efter min bedste overbevisning er der slet ikke noget problem i at gøre sådan.

    Som jeg ser det, er det største problem, at dykkercenterets hjemmeside er indekseret på det dynamicweb-subdomæne, hvor det er udviklet. Surt at ranke godt, men at gøre det på et andet domæne.

Skriv et svar til Brian Bentzen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *