Geocities er lukket – og hvad så?

Den gamle gratis hjemmesidetjeneste Geocities trak sit virtuelle vejr for sidste gang i den forgangne uge. Yahoo, der ejede Geocities, har drejet nøglen om for foretagenet og et stykke internethistorie mere har fundet vej til den virtuelle gravplads.

Det fik mig til at tænke lidt i forskellige retninger.

1) Det er lidt nostalgisk, når den hjemmeside, hvor jeg for allerførste gang prøvede kræfter med hjemmesider og html tilbage i 1995, nu lukker og slukker. Men sådan er teknologisk udvikling nu engang. Jeg græd heller ikke snot, da overdimensionerede digitalure med et væld af funktioner forsvandt fra urmagernes hylder, selvom de var cool i mine yngre dage.

2) Udvikler man sig ikke på nettet, forsvinder man. Jeg prøvede for sjov at oprette en ny Geocities-hjemmeside engang i løbet af sidste år. Og hold da op, det virkede tungt og gammeldags, sammenlignet med rigtigt mange andre former for tjenester, der tilbyder folk en form for tilstedeværelse på nettet.

2a) Tjener man ikke penge på sine netprojekter, forsvinder man også. Havde Yahoo haft overskud på Geocities, var nøglen ikke blevet drejet om.

3) Mand, der er mange, gode gamle links, der forsvinder med sådan en lukning. Efter sigende skulle Geocities have haft 7,5 mio websider i alt. Og rigtigt mange af dem linkede ud til andre sider. Selvfølgelig linkede en del af dem til andre sider, som for længst er gået til de evige jagtmarker – men mange andre linkede til aktive sider og webshops, som stadigvæk kører. Det må give nogle skvulp i søgeresultaterne hist og her, når så mange links forsvinder ud i intetheden.

Andre kiggede i stedet straks på mulighederne, som opstår, når så mange sider forsvinder. I dette tilfælde link harvesting, som det kaldes, når man finder broken links og tilbyder et alternativ.

8 meninger om “Geocities er lukket – og hvad så?”

  1. Det giver også næsten en tåre i øjenkrogen her, for jeg den spæde start for Min-mave startede på en TDC hjemmeside – da jeg voksede ud af den model (fordi jeg ikke anede der var noget der hed HTML) endte jeg netop på en Geocities side.

    Der udfoldede jeg mig i 6 skønne måneder og lærte utroligt meget om hvor lidt stil og farvesans jeg egentlig besidder. Og at det vigtigste på mit site er brugerne og indholdet.

    Farvel kære Geocities, og tak fordi du var en mulighed jeg kunne benytte mig af dengang.

    Dbh endnu en x-Geocities bruger

  2. Helt enig – hvis sådanne tjenester ikke udvikler sig og ikke formår at skabe overskud – eller blive frasolgt til en eller anden investor. Så bliver nøglen drejet om. Jeg har da også haft op til flere Geocities hjemmesider i mine “youngster” år. 🙂

  3. @Birgit,
    Jeg nåede aldrig at have andet end nogle jeg-roder-lige-lidt-rundt sider på Geocities, så jeg har ikke de helt store følelser involveret selv. Jeg kan godt se, at det er lidt anderledes, når de lagde platform til din sides fortsatte vækst i et halvt år. Og fedt, at de var der, så det ikke var tekniske begrænsninger, der stoppede dig.

    @Jacob,
    Du er altså stadig en “youngster”! 🙂

  4. Jeg har aldrig hørt, at youngster skulle dække over en bestemt aldersgruppe, men det var altså ikke meningen, at jeg skulle antyde, at du ikke var nået til puberteten endnu 😉

  5. Det er så i orden 🙂

    Kan du ikke smide mig en mail, hvor du lige giver de SEO bøger du har læst “stjerner”. Altså fra 1-5, så det ikke kun er min subjektive mening der tæller i mit kommende SEO indlæg.. Du må selvfølgelig gerne knytte en kort kommentar med hvad der er skidt og hvad der er godt ved hver bog..

  6. Hej Lotte,

    Nej, jeg forstår heller ikke, at de ikke kunne udvikle den til en fornuftig forretning.

    Oveni smed Google alle Geocities-siderne ud af indekset ganske kort efter, så din gode, gamle sejlerside er ikke til at genskabe ud fra Google Cache heller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *